main menu
Kastellet, Langelinie, Churchillparken og Frihedsmuseet
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Voldgrave, kanoner, bastioner, krudttårn, arresthus og en gammel mølle - så er der lagt op til en tur med eventyr, leg og hygge. På Kastellet, Langelinie og i Churchillparken er der både børne- og voksenvenligt. Her kan du slentre blandt vilde tulipaner og smukke voldhyacinter, når årstiden byder på disse blomster, mens du nyder havudsigten, ænderne og ikke mindst historiens vingesus.

Kastellet er et gammelt militært område fra 1664, som i århundreder har forsvaret København mod fjenden fra søvejen. Området er et Nordeuropas fineste og bedst bevarede fæstningsværker, som i dag både er en del af Forsvaret, et kulturhistorisk mindesmærke, et museum, et rekreativt område og en yndet turistattraktion.

For dig med børn

På Bornholms Ravelin nær Den Svenske Kirke på Folke Bernadottes Allé ligger en legeplads med en fin udsigt til den nærliggende mølle på Kongens Bastion. Også nær Den lille havfrue på Langelinie findes en legeplads.

Et besøg i Vaaningen i Artilleristokken på Kastellet vil nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen på (større) børn og andre med hang til et godt gys. I denne barak kan man i besøgsstuen se, hvilke kummerlige forhold datidens soldater med familie levede under. Tag også et kig på arresthuset bag Kastelskirken, hvor statsfangerne sad.

For dig, der elsker kunst og kultur

Brug en dag i kunstens tegn på at studere Kastellet og de omgivende grønne områders mange skulpturer.

I Churchillparken mellem Kastellet og Esplanaden kan du opleve den dramatiske skulptur Valkyrie (Stephan Sinding, 1910). Valkyrien fra den nordiske mytologi afgør, hvem der lever, og hvem der dør på slagmarken. Skulpturen er et samlende symbol for parken, som rummer en større mængde krigsmindesmærker over danske helte og ofre fra det 20. århundredes krige.

Frihedsmuseet fra 1957 finder du også her, og museet er en attraktion for dem, der vil lære mere om den danske modstandskamp under den tyske besættelse i perioden 1940-1945.

Besøg også Den lille havfrue og gudinden Gefion, der i sit imponerende springvand fra 1908 i Churchillparken er ved at pløje Sjælland ud af den svenske muld, som myten om hende fortæller.

Der ligger tre seværdige kirker på og nær ved Kastellet: Kastelskirken (1704), Den Engelske Kirke (1887) og Den Svenske Kirke (1911).

Møllen på Kongens Bastion blev opført i 1847 og er den sidste fungerende af Københavns gamle voldmøller. Mølleriet er så velbevaret, at vingerne hvert år i forbindelse med Kastellets fødselsdag den 28. oktober kører rundt, når vejrforholdene tillader det.

For dig, der elsker natur

I Kastellets voldgrav kan du blandt andet se gråænder, blishøns, svaner og grønbenede rørhøns. Under vandoverfladen svømmer aborrer, strømskaller, rudskaller, karusser, gedder og ål.

Den såkaldte Sakura-festival finder sted hvert år i begyndelsen af maj på Langelinie. Her fejres 200 japanske kirsebærtræers blomstring. Det var den danske honorære konsul i Hiroshima, Seiichi Takaki, der gav Københavns Kommune træerne i 2006.

Kilde: Københavns Kommune

Roter din telefon