main menu
Vestvolden i København
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
På Vestvolden udspiller der sig i dag kun fredsommelige og rekreative aktiviteter, men oprindeligt var området en del af Københavns Landbefæstning og ment som et forsvar mod fjendtlige angreb. Det 14 km lange voldanlæg blev opført i årene 1888-1892 og strækker sig fra Køge Bugt i syd til Utterslev Mose i nord.

Her er voldgrave, skanser, magasiner og underjordiske gange – et så omfattende anlæg, at Vestvolden faktisk var danmarkshistoriens største anlægsarbejde indtil opførelsen af Storebæltsbroen!
 
Vestvolden blev anlagt efter en usikker udenrigs- og forsvarspolitisk periode oven på det totale nederlag ved Dybbøl i 1864 og det efterfølgende tab af Sønderjylland.

Voldanlægget mistede dog sin militære betydning efter Første Verdenskrig og blev nedlagt i 1921. Under Anden Verdenskrig besatte tyskerne Vestvolden for at bruge den med  omvendt fortegn – de ville forhindre københavnerne i at slippe uden for volden! Området blev fredet i 1996, og derfor kan man fortsat i dag nyde dette uberørte og langstrakte skov- og kratbælte som et enestående naturområde tæt på København.

For dig med børn

Der ligger to legepladser på Vestvolden, en ved Bystævnet og en ved Mørkhøjvej. Legepladsen ved Bystævnet er stor og har vipper, læhus, sandkasse, rutsjebane, gynger, klatretræ, bænke og en græsfodboldbane. Legepladsen ved Mørkhøjvej er mindre med gynger, rutsjebane, lege- og læhus, klatrestativ og borde og bænke.

For dig, der elsker natur

Vestvolden er – udover at være et interessant befæstningsanlæg, man kan gå på opdagelse i – også et vigtigt, rekreativt naturområde, der forbinder Utterslev Mose, Kagsmosen, Vestskoven og Køge Bugt med sit grønne bælte. Man kan cykle hele vejen fra Utterslev Mose til Avedøre på Voldgaden langs anlægget. På de åbne områder langs voldanlægget findes der borde og bænke, hvor man kan tage et hvil. Herfra kan du iagttage Vestvoldens vrimmel af fugle, der yngler og lever her.

Kilde: Københavns Kommune

Roter din telefon