main menu
Amager Fælled
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Amager Fælled, der i århundreder har været brugt som militært øvelsesareal, er nu et fredet område, med masser af natur- og dyreoplevelser for både børn og voksne.

Når du i dag går rundt i Njalsgade på Islands Brygge, skal der lidt fantasi til at forestille sig, at der her fra Faste Batteri (anlagt 1765-1770) blev skudt med alle mulige former for våbentyper og kanoner. Efterhånden blev artilleriet teknisk i stand til at skyde krudt og kugler længere og længere ud over Amager Fælled. Så tidligt som i 1680 omtales artilleriets skydeplads på Amager, som først blev opgivet af militæret næsten 300 år senere i 1964.

Navnet Fælleden fortæller om de store græsningsarealer, hvor kreaturerne gik på græs, men der herskede ikke kun lutter idyl: En af Københavns henrettelsespladser, hvor den sidste henrettelse fandt sted i 1845, lå på Amager Fælled. Det folkelige udtryk 'Amager halshug' fortæller om områdets uhyggelige fortid og bruges stadig, når man sværger på, at noget er sandt.

Den vestlige del af Amager Fælled blev i 1900-tallet brugt som losseplads, men allerede før da tømtes de københavnske latriner på fælledens nordlige del – udtrykket lorteøen, som stadig bruges i folkemunde, stammer fra latrinernes tid.

For dig med børn

I sommerhalvåret har du mulighed for at ride på Amager Fælled. Det er foreningen SBBU – Samfund, Borger, Børn og Unge – som driver en rideskole her med 30 heste i forskellige størrelser. Der kan rides i de to ridehuse, på udendørsbanen og om sommeren i naturen på fælleden.

Har du hang til modelfly, kan du aflægge et besøg hos Modelflyveklubben Comet på Amager Fælled. Klubben sætter fly på vingerne hver onsdag kl. 17-20 (husk at medbringe dit eget) i anlægget ved Lossepladsvej, som består af en rundbane til linestyringsmodeller og et græsareal til flyvning med radiostyrede modeller. Drageflyvning kan du også dyrke på fælleden – her er vind og åbne vidder ad libitum til denne aktivitet.

Ved Lossepladsvej  kan der spilles fodbold på to nyere fodboldfælleder, som frit kan benyttes af offentligheden. I Hekla Park ved siden af spiller Boldklubben Hekla deres hjemmebanekampe.

I Amager Fælleds nordvestlige hjørne ved Sjællandsbroen kan du kaste dig ud i BMX- eller motocross-kørsel på de dertil indrettede baner. Københavns BMX Klub træner for eksempel her.

For dig, der elsker natur

Amager Fælled har en rig flora og fauna. Her kan man for eksempel både høste æbler, brombær, slåen, hyldebær og mirabeller. Husk dog på, at hyldens grønne bær (og grene og blade) er giftige og kan give slem mavepine. På fælleden ses også de genstridige kloner gyldenris, rejnfan, græsset bjerg-rørhvene og et enkelt sted japansk pileurt, der kan kvæle alt anden vegetation. Planten pile-alant lyser i sensommeren op med sine gule kurve mange steder på Amager Fælled, hvor også den sjældne skærmplante brændeskærm findes. Pile-alanten ses i området, hvor den gamle strandeng er bevaret.

I Amager Fælleds tætte krat og småskove lever mange syngende fugle, for eksempel nattergal, gærdesanger, munk, gærdesmutte og rødhals, mens det sydlige regnvandsbassin er et populært fiskested. Her fanges mest skaller, brasen og aborre, men også skrubber og en sjælden gang flire. Slå dig ned på bålpladsen og benyt grillen samme sted, mens du nyder den omgivende flora og fauna.

Kilde: Københavns Kommune

Roter din telefon