main menu
Amalienborg
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Amalienborg er Regentparrets residens i vintermånederne. Slotsanlægget består af fire palæer, der omkranser en ottekantet plads. Midt på pladsen ses Salys rytterstatue af Frederik 5., som var grundlæggeren af Amalienborg og Frederiksstaden, og i det ene palæ findes Amalienborgmuseet.

Palæerne blev opført på foranledning af Frederik 5. i anledning af 300-års-jubilæet for Christian 1.s kroning - begyndelsen på den Oldenborgske kongerække. Byggegrunden til de fire palæer blev givet til fire fremtrædende adelsmænd; A.G. Moltke, Christian Frederik Levetzau, Joachim Brockdorff samt Severin Løvenskiold, der forpligtede sig til at bygge identiske palæer, tegnet af hofbygmester Nicolai Eigtved.

Amalienborg blev kongelig residens efter Christiansborg Slot brændte natten mellem den 26. og 27. februar 1794. Kongen erhvervede i løbet af få dage Moltkes og Schacks palæer. 

Hoffets Administration er placeret i Det Gule Palæ i Amaliegade, der støder op til Amalienborg Slotsplads. 

Den Kongelige Livgarde Den Kongelige Livgarde står vagt ved Amalienborg og de andre kongelige slotte og palæer. Livgarden gennemfører vagtskifte på Amalienborg dagligt kl. 12.00. Desuden gennemføres postafløsning hver anden time.

Amalienborgmuseet

Museet udgør en fortsættelse af Rosenborgsamlingerne og dækker tiden fra Christian IX's tronbestigelse i 1863 til Frederik IX's død i 1972.

Museet har til huse i Christian VIII's Palæ på Amalienborg Slot. Det indeholder en introduktion til Glücksborgerne og deres samtid, flere rekonstruktioner af kongelige privatrum, alle udstyret med det originale inventar.

I 100-året for Frederik IX's fødsel (1999) fik museet tilføjet kongens arbejdsværelse. Herudover er der to rum med preciosa og kunsthåndværk i montrer, der tillader den besøgende at komme tæt på og et dragtgalleri med kjoler og uniformer.

Endelig er der Havesalen, der ofte danner ramme om borddækninger og særudstillinger.

Kilde: Wonderful Copenhagen og Kongehuset

Amalienborg
Christian VIII's Palæ 1257 København K
amalienborgmuseet@dkks.dk
+45 3312 2186
Roter din telefon