main menu
Botanisk Have
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Er stormhatte, riddersporer, flamingoblomster og paternosterbønner lige dig, bør du besøge Botanisk Have. Her findes intet mindre end Danmarks største samling af levende planter, helt præcist 23.462 stk. I Botanisk Have i København findes blandt andet et arboret med over 100 år gamle træer, stenhøje, gamle rosensorter, stauder og danske planter. Haven udgør 5.000 m2 under glas, heraf er omkring 2.000 tilgængelig for publikum.

Botanisk Have er et grønt område for både store og små, men adskiller sig dog fra Københavns øvrige parker ved at være en forskningshave for Københavns Universitet. Det er derfor ikke tilladt at løbe, cykle, klatre i træer, plukke planter eller holde picnic på havens område.

Men der er mange andre ting, du kan tage dig til her i denne frodige verden! Snup en kop kaffe i havens hyggelige café, meditér til duften af historiske roser – eller drøm dig bort til fjerne himmelstrøg i det store palmehus fra 1874, hvor de tropiske planter er en seværdighed i sig selv. Haven byder først og fremmest på fred, ro og viden.

Botanisk Have åbnede i 1874 og er den fjerde af sin art, siden den første medicinske urtehave blev anlagt i København i år 1600. Det er Københavns Universitets naturvidenskabelige fakultet, der ejer den, og dens vigtigste opgave er at opretholde en righoldig og levende plantesamling til brug for forskning, undervisning og formidling. Botanisk Museum rummer et af verdens største herbarier med pressede og præserverede planter og svampe fra hele Jorden.

For dig med børn

Gå på opdagelse i det store palmehus og find ud af, hvordan papyrus, kæmpeåkander, kaneltræer og peberbuske ser ud i virkeligheden.

Det er en sjov og anderledes oplevelse for børn at mærke forskellene på de fem forskellige klimaer, som Palmehuset byder på.

For dig, der elsker kunst

Botanisk Have rummer flere skulpturer, heriblandt et mytologisk tema med adskillige bronzeafstøbninger af antikke statuer som for eksempel Pallas Athene, Artemis og Narcissus.

Det er brygger Carl Jacobsens (1842-1914) fortjeneste, at Botanisk Haves publikum, ud over havens mange planter, også kan se på kunst her. I årene 1909-1910 opstillede han via Albertina-legatet (se Ørstedsparken) otte bronzeafstøbninger i haven.

For dig, der elsker natur

En guidet rundvisning i Botanisk Have efter havens lukketid er en oplagt mulighed for at nærstudere botanikken og komme helt tæt på de frodige elementer. Kom med på besøg i Palmehuset og nogle af de mindre drivhuse, der normalt ikke er åbne for publikum.

Elever på alle klassetrin har mulighed for at besøge Botanisk Museum via museets skoletjeneste. Museet er ikke offentligt tilgængeligt.

Botanisk Haves butik i havens nordøstlige hjørne kan du blandt andet købe klassiske eller specielle planter, kort, plakater, haveredskaber og urtepotter til brug i din egen have eller på altanen.

Kilde: Københavns Kommune

Botanisk have
Øster Farimagsgade 2b
1353 København K
snm@snm.ku.dk
+45 3532 2222
Roter din telefon