Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere

De Kongelige Repræsentationslokaler
Riddersalen på Christiansborg Slot i København danner rammen om kongelige gallamiddage, når udenlanske statsoverhoveder aflægger officielt besøg i Danmark. Lokalerne anvendes endvidere til nytårskur, aftenselskaber og ambassadørmodtagelser.
De Kongelige Repræsentationslokaler rummer malerier, gobeliner og kunstværker af danske kunstnere som Nicolai Abildgaard, Bertel Thorvaldsen, C.W. Eckersberg og Laurits Tuxen. Lokalerne rummer desuden adskillige møbler og inventardele, der stammer fra det andet Christiansborg.
I Riddersalen hænger Professor Bjørn Nørgaards Gobeliner - med en farverig, flot og dramatisk gennemgang af Danmarks historie - en gave til Danmarks Dronning Margrethe II i anledning af hendes 50 års fødselsdag.
Der er omvisning i alle repræsentationslokalerne på dansk klokken 11:00 og på engelsk klokken 15:00 samt omvisning med fokus på gobelinerne i Riddersalen klokken 13:00 (kun på dansk).
Det er gratis at deltage i omvisningerne, når man har betalt almindelig entré.
Indgang fra den Indre Slotsgård eller Prins Jørgens gård.
Ruinerne under Christiansborg
I kælderen under Christiansborg Slot, findes velbevarede ruiner af biskop Absalons Borg fra 1167 og det efterfølgende Københavns Slot. I et tilhørende udstillingslokale fortælles om de forskellige slottes historie med tekst, billeder og modeller af slottene.
Det er usædvanligt, at en bygning som Christiansborg, Danmarks politiske centrum, også rummer rester af landets middelalderlige hovedborg.
Opdaget ved et tilfælde
Da fundamentet til det nuværende Christiansborg Slot skulle støbes, stødte arbejderne på ruiner af flere bygninger og stykker af en ringmur.
Nationalmuseets eksperter blev tilkaldt, og det viste sig, at ruinerne gik tilbage til omkring år 1167. Det var Biskop Absalons borg, der dengang lå på en lille ø uden for Købmændenes havn.
Borgen var omgivet af en ringmur, og den stod i 200 år. I ruinerne er det muligt at følge, hvordan borgen gennem årene er blevet udviklet og fornyet.
Ombygget af flere omgange
Københavns Slot, der siden blev bygget på stedet, var en ringborg med et stort solidt tårn og en voldgrav. Borgen blev bygget om mange gange, blandt andet satte Christian IV et spir på det store tårn, der under navnet Blåtårn blev kendt som fængselstårn.
I 1720’erne byggede Frederik IV slottet helt om, men slottet blev så tungt, at murene begyndte at skride ud og slå revner.
Det stod derfor klart for hans efterfølger, Christian VI, at der skulle bygges et helt nyt slot, og i 1731 påbegyndtes nedrivningen af Københavns Slot for at give plads til det første Christiansborg.
De kongelige stalde
De Kongelige Stalde er et omfattende staldanlæg, der ligger i bygningerne rundt om ridebanen ved Christiansborg Slot på Slotsholmen i København.
Allerede i 1500-tallet lå der bag Københavns Slot et større staldanlæg, der rummede kongens heste og vognpark. I 1590 talte en udenlandsk rejsende 52 heste i staldene.
På den hesteinteresserede Christian 5.s tid i slutningen af 1600-tallet var der ca. 170 heste og 152 ansatte i De Kongelige Stalde. Der var direkte adgang til staldene fra slottet via en løngang, og kongen kom her dagligt.
Nyt og større staldanlæg
Kort efter sin tronbestigelse i 1730, tog Kong Christian 6. initiativ til at nedrive det umoderne Københavns Slot for at give plads til et nyt: det første Christiansborg Slot. I den forbindelse blev det gamle staldanlæg bag Københavns Slot også revet ned for at give plads til et nyt og større staldanlæg.
Det nye og stadig eksisterende staldanlæg blev opført i 1738-1745, og omfattede en udendørs ridebane og et indendørs ridehus. Det meste af stueetagen blev indrettet som stalde med plads til 87 rideheste og 165 køreheste.
Levende museum
Samlingen i De Kongelige Stalde rummer seletøjsmuseum med gamle uniformer fra den Kongelige Stald Etat, stald med kongehusets køre- og rideheste, samt vognremise med gallakareter og vogne, hvoraf nogle stadig bruges i dag ved særlige lejligheder.
I dag er knap 20 heste opstaldet i De Kongelige Stalde, og derfor er det et delvist levende museum. Hestene er dog på græs i den almindelige ferieperiode. Besøg i Majestætens stalde og kareter kan arranges ved særlig aftale.
Kilde: Wonderful Copenhagen