main menu
Tivoli
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Tivoli er verdens næstældste forlystelsespark, beliggende i centrum af København tæt ved Hovedbanegården og Strøget. Tivoli blev grundlagt af Georg Carstensen i 1843. Havens areal er stort set det samme i dag som dengang, men i 1843 lå det uden for Vesterport. Ingen af Carstensens oprindelige træbygninger er bevaret. Tivoli er den suverænt mest besøgte turistattraktion i Danmark, og parken er Europas tredjemest besøgte forlystelsespark, kun overgået af Disneyland Paris og Europa Park i Tyskland.

Begyndelsen

Grundlæggeren, Georg Carstensen, fik Chr. VIIIs tilladelse allerede i 1841. Året efter lykkedes det at få lov at anlægge forlystelseshaven på Københavns glacis, området lige uden for voldene. 1. maj 1843 begyndte byggeriet på grunden og 15. august slog Tivoli portene op.

Tivoli blev en øjeblikkelig succes. 175.000 gæster besøgte Tivoli i den første, korte sæson. En af gæsterne var H.C. Andersen, der kom den sidste aften i sæsonen, den 11. oktober. Her blev han inspireret til beskrivelsen af kejserens have i det han i sin dagbog kalder "mit kinesiske eventyr", Nattergalen.

Inspirationen til Tivoli var de romantiske forlystelseshaver, som fandtes i Europa. Romantiske, fordi landskabsarkitekturen var i den engelske, naturlige havestil. Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, havde set sådanne forlystelseshaver på sine mange rejser. I 1841 ansøgte han kongen, Christian VIII, om tilladelse til at etablere og drive et Tivoli og Vauxhall i fem år. Navnet Tivoli tog han fra et af forbillederne, nemlig Tivoli i Paris, mens Vauxhall var en forlystelseshave i London.

Tivolis ældste bygning er Pantomimeteatret fra 1874. Både den og Det japanske Taarn (1900) og Nimb (1909) er blevet Tivoli-ikoner. Bygningerne fra 1843 eksisterer ikke længere, for de var lavet af træ og lærred.

Tivolis 100-års jubilæum

Tivolis 100-års jubilæumsfest fandt sted midt under 2. verdenskrig. Danmark var besat af Nazi-tyskland, og der var strenge regler for udgang, mørklægning og forsamling af større mængder. Poul Henningsen, PH, tegnede mørklægningslamper, der sendte et svagt vandret lys ud på en sådan måde, at lyset ikke kunne ses fra luften. Der blev indrettet adskillige tilflugtsrum til brug under luftalarm og fyrværkeri var selvfølgelig helt bandlyst i perioden. Men den 15. august 1943 var en undtagelse; da fyldte Tivoli 100 år og fyrværkeriet fik lov til at stråle over den flag- og blomstersmykkede Have.

112.802 gæster besøgte Tivoli på 100-års dagen.

Tivolis Schalburgtage

Det lykkedes at holde Tivoli åbent gennem besættelsestiden. Men Haven slap ikke uskadt gennem krigen. Natten mellem den 24. og 25. juni 1944 trængte Schalburgkorpsets Peter-gruppe ind i Tivoli og placerede flere bomber, der forvoldte stor skade på Tivoli.

Tivolis ære i flammer

Mange bygninger nedbrændte eller blev totalskadet: Koncertsalen, Glassalen, Arena, Dansehallen og næsten alle de bygninger, der lå bagest i Haven, og som var indrettet til forlystelser og spil. Det var ikke kun tabet af bygningerne, der berørte danskerne. Tivolis ære blev krænket, og historie gik helt bogstaveligt tabt. Det danske Hus rummede Tivolis historiske udstilling på første sal (siden 1933), og blev ødelagt, ligesom nodearkivet og Tivolis historiske arkiv blev stærkt beskadiget.

Kilde: www.Tivoli.dk

Tivoli
Vesterbrogade 3
1630 København V
info@tivoli.dk
+45 33151001
Roter din telefon