main menu
Alleshavebuen
Seværdigheder
Saltbæk Vig med Alleshave til højre
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Alleshavebuen er en 12 km lang vandresti med start-og slutpunkt i landsbyen Eskebjerg. Stien er ført rundt på Alleshave-halvøen, som ligger mellem Nekselø Bugt og Saltbæk Vig. Fra halvøen er der udsigt til det inddæmmede Saltbæk Vig, som i dag er habitatområde af stor vigtighed for især fugle og planter.
 

Alleshavebuen
Alleshave-halvøen udgør et kystnært område mellem Saltbæk Vig og Nekselø Bugt. Ruten giver et fint indtryk af de kraftfulde påvirkninger fra gletchertungerne i den sidste del af istiden. Halvøen består af en langstrakt højderyg, som er skabt ved materialeaflejringer under isens afsmeltning og tilbagetrækning.

Landsbyen Eskebjerg var tidligere stationsby på Værslev-Hørve Jernbane, ligesom Alleshave Station også var det. Jernbanen, som blev anlagt under 1. Verdenskrig, var færdig i 1919. Den var et vigtigt forbindelsesled for lokalbefolkningen til handelsbyerne Kalundborg og Holbæk. Den blev lukket i 1956. Banens forløb ses stadig i landskabet i form af volde, der bl.a. krydser Alleshavevej før Alleshave Kirke.

Saltbæk Vig fra Alleshavesiden
Alleshave er et historisk interessant område, og påvirkningen fra inddæmningen af Saltbæk Vig er markant. Tidligere udgjorde Alleshave den østlige afgrænsning af Saltbæk Vig, men med inddæmningen blev området landfast med vigens vestlige side.

Inddæmningen påbegyndtes i 1866 og betød store omvæltninger for både mennesker og natur. Den tidligere beskyttede naturhavn i vigområdet fungerede som havn for Sejerøs indbyggere, men dæmingsbyggeriet satte en effektiv stopper for indsejlingen.

Projektet med inddæmningen og de forventede nye og frugtbare landbrugsarealer blev aldrig den store succes, og bl.a. digebrud har forhindret total tørlægning af arealerne. Til gengæld har den efterfølgende fredning gjort området til et habitatområde af international vigtighed for især fugle og planter. Der er ikke adgang til Saltbæk Vig, men området kan på afstand ses i sydlig retning fra Alleshave Kirke.

Eskebjerg Vesterlyng
Et stykke af stien går ind over Eskebjerg Vesterlyng, hvor bl.a. Langholm Rende passeres. Der er i dette afsnit af stien ingen skiltning som følge af Vesterlyngs fredningsbestemmelser. Den næste stimarkering skal derfor søges i skellet ind til Enghaven (vest fra) eller ved Alleshave Bådelaug (øst fra).

Vesterlyng er Sjællands største kysthede, og området er præget af både enebær og lyngvækst. Området afgræsses i sommerperioden af de nærliggende gårdes køer og heste. Vesterlyng er et vigtigt leveområde for både dyr og planter og er fredet som følge af en høj artsrigdom samt af landskabsmæssige værdier, herunder vandreklitter.

Roter din telefon