Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere
Første Carl Gustav - krig (1657-58)
Frederik III havde, tilskyndet af sine rådgivere, erklæret arvefjenden Sverige krig i juni 1657.
For krigerkongen Carl X Gustav, var den danske krigserklæring velkommen, det gjorde det muligt for ham, at frigøre sig fra et opslidende felttog nede i Polen og marchere mod Danmark. Lynkrig er en moderne krigsbeskrivelse, men den kan i nogen grad bruges om det svenske felttog mod Danmark. 24. Oktober erobrede svenskerne Fredericia. Europa var ramt af “den lille istid” Hvor bælter og sunde havde så tykt et islag, at den svenske hær kunne passere via isen. På 11 dage, fra 30. Januar til 11. Februar, var den svenske hær marcheret fra Kolding over Fyn, Langeland, Lolland til Sjælland, hvor København var målet. Da hæren stod ved Høje Taastrup, fik man fra dansk side indledt forhandlinger 16. Februar, og 26. Februar kom freden i Roskilde, hvor Skåne, Halland og Blekinge var tabt for stedse, samt med betydelige dele af Norge og andre ydelser til Sverige.
Den anden Carl Gustav - krig (1658-60)
I sommeren 1658, fortrød Carl Gustav, at han ikke havde gjort hele Danmark til en svensk provins, han brød freden og angreb Danmark for anden gang. Han afsejlede fra de svenske besiddelser i nordtyskland, og gik i land i Korsør d. 7. August 1658. 11. August stod han med sin hær på Valbybakke og her begynder så Københavns belejring, der blev langvarig og medførte blandt andet anlæg af den befæstede lejr “Carlstad” ved Brønshøj. Dette anlæg blev hurtigt ligeså stor som København med ca. 30.000 indbyggere, bestående af landsknægte, deres koner og børn, makentere, plattenslagere, håndværkere, glædespiger og andet godtfolk.
Belejringen og den svenske tilstedeværelse, varede til 27. Maj 1660. Carl Gustav døde i Gøteborg d. 13. Februar 1660, efter kort tids sygdom. Hans søn og efterfølger, Carl d. 11 Gustav, var kun 4 år gammel. Sveriges krigstrætte generaler, øjnede nu en chance, for at bringe et opslidende krigseventyr til afslutning. Fredsbetingelserne blev dikteret af Frankrig, Holland og England.
Det var imidlertid den massive svenske tilstedeværelse omkring København, opbygningen af Carlstadt, behov for bygningsmaterialer, forplejning og andre fornødenheder, samt landsknægtenes idelige plyndringer og vold og voldtægt, der medførte så store prøvelser og elendighed for landbefolkningen.
Ledøje og Smørrum sogne led i særdeleshed under disse plyndringer af bygningsmaterialer, brødkorn, heste, køer og svin. Det skal huskes, at der er tale om lejede knægte, for hvem hverdagen også var vold og voldtægt, samt plyndring for egen vindings skyld. De mange “skattefund” fra netop disse år, vidner om tidens vilkår for en prøvet landbefolkning.
En dag i høsten blev beboerne i Smørrum og Ledøje opskræmte ved, en flok rå krigere trængte ind i byerne. Gårdene blev plyndret og beboerne blev jaget bort og måtte søge tilflugt i moser og krat. Sognefogeden Niels Hansen, protesterede mod krigernes adfærd, han og hustruen blev mishandlet og alle deres ejendele frarøvet og gården nedbrændt.
I Ledøje blev nybyggede Brydegård nedbrudt og materialerne ført til Brønshøj. I Smørumnedre kom det til særlig hård kamp med svenskerne. En flok marodører, havde slået sig ned her. Om dagen plyndrede de omegnen, og om natten svirede de i den gård, hvor de havde taget standkvarter. Omsider besluttede bønderne, at blive de ubudne gæster kvit. Man fik tilsagt støtte fra bønderne i Sørup og Måløv og der blev lagt en slagplan. På den fastsatte nat for angrebet, sneg bønderne sig, bevæbnede med høforke, plejle, økser og lignende, ned mod Smørumnedre, og de lejrede sig i engdragene udenfor byen. Da svenskerne var gået til ro, blev der tændt blus på bavnehøjene, som signal til angreb og samtidig begyndte kirkeklokkerne at ringe. Nu stormede bønderne frem, omringede gården, hvor svenskerne havde taget kvarter, og rettede et rasende angreb på de søvndrukne krigere, der alle blev nedlagt, efter at have udstødt eder og forbandelser over angriberne og truet med hævn, når deres våbenfæller kom til byen.
Ved daggry blev de faldne krigere kørt ud på byens søndre udmark “Ormehede”, hvor de blev jordede i en grusgrav, som derefter fik navnet “De svenske grave”. Man formoder at blodbadet fandt sted i december 1659. De svenske grave henlå i den følgende tid upåagtet og forsømte, men sagnet om bøndernes blodige dåd, forplantedes fra slægt til slægt, indtil vore dage. I høsten 1912, fandt man ved gruskørsel, en tilfældig grav, med 10 velbevarede skeletter, hvis kranier bar mærke af bøndernes angrebsvåben og på enkelte var pandeben og brystben helt eller delvist knust ved slag. På kranierne sad endnu enkelte levninger af hårvækst, men i øvrigt fandt man ikke det ringeste spor af beklædningsgenstande, knapper, våben eller lignende.
Kilder
Lars Cramer-Petersen “Carlstad”, Brønshøj Museum.
Årsskrift 1996, Ledøje-Smørum Historiske Forening og Arkiv.
