main menu
Ledøje Kirke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Ledøje Kirke er den eneste danske kirke opført i to etager, der hver udgør en selvstændig kirke. Den blev bygget omkring 1225 af tyskeren grev Conrad af Regenstein. Gudstjenesten foregik i overkirken, der var afsat til greven. Landsbyens almindelige indbyggere kunne lytte med i underkirken. Sent i middelalderen blev kirken bygget om til en almindelig landsbykirke uden overkirke, og tårnet blev tilføjet. I årene 1887-92 genskabte H.B. Storck den oprindelige dobbeltkirke.

Ledøje Kirke består af et romansk skib og kor fra omkring 1225 og et sengotisk tårn mod vest. Både skib og kor er i to etager med en kvadratisk grundplan. Derved fremkommer to næsten ens kirkerum over hinanden. Rummene er forbundet ved en kvadratisk åbning midt i skibet. Åbningen er båret af fire søjler af granit, med base og kapitæl af sort belgisk kalksten.
Kirken er sandsynligvis bygget af en stormand, hvis borg eller gård lå umiddelbart vest for kirken. Fra borgen kom herskabet gennem en overdækket gang ind i kirken og gik via en vindeltrappe i det sydøstlige hjørne op til overkirken. Gudstjenesten foregik i overkirken. Tyende og omkringboende kunne lytte med i underkirken.
Overkirken blev opgivet sent i middelalderen, muligvis da tårnet blev tilføjet. Der blev taget så meget af kirkens mure, at kirken kom til at ligne en almindelig hvidkalket landsbykirke. Men i 1865 blev hvidtningen skrabet af murene og senere foretog man en gennemgribende restaurering.
Ledøje Kirke er enestående i Nordeuropa. Lignende dobbeltkapeller findes flere steder i Tyskland. Også i byen Cheb i Tjekkiet findes et borgkapel, der som Ledøje Kirke havde en over- og underkirke.

Ledøje Kirke gennemgik i årene 1887-1892 en omfattende og noget hårdhændet restaurering under arkitekt H.B. Storcks (1839-1922) ledelse. Han ville genskabe den sjældne dobbeltkirkes oprindelige form.
Bygningens fundament blev forstærket, og murene i kirkens skib og kor blev forhøjet. Overkirken blev bygget, så den i plan, opbygning og målforhold ret nøje svarer til underkirken. De indre murflader med kridtsten, de ydre med røde munkesten, og åbningen mellem de to kirkerum blev genskabt. Skibet blev udstyret med seks vinduer i hver langside, fordelt med tre på hver etage. Også den vindeltrappe, som stormanden og hans familie anvendte i 1200-tallet, blev rekonstrueret. Kirken fik nye kalkmalede dekorationer, og selv om tårnet er en senere tilføjelse, blev det forhøjet med flere meter for at gøre bygningen til en harmonisk helhed.

Kilder
Jens Jørgen Nygaard: Ledøje Kirke - en stormands kapel, 1997
Hugo Johansen og Claus M. Smidt: Danmarks arkitektur, Kirkens huse, 1981, 54-58, 97
Danmarks Kirker III, Københavns Amt, bd. 1, 1944-1951, 567-589

Roter din telefon