main menu
Sydstranden
Seværdigheder
Dragør Sydstrand (foto: Dragør Kommune)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Velkommen til Dragør Sydstrand - et strandengslandskab der både er friluftsområde og naturområde. Naturplejen af strandengene langs Sydstranden, foregår i form af afgræsning med får. Afgræsningen er med til at bevare og styrke den biologiske mangfoldighed - både med hensyn til planter og fugle.

En strandeng er karakteriseret ved at den jævnligt oversvømmes, og at der derfor findes en særlig vegetation, der kan tåle saltvand. Sydstranden er i dag en blanding af lave fugtige arealer og områder der kun sjældent bliver oversvømmet, fx det store tørre overdrevsagtige område mod vest.

Mange fugle besøger Sydstranden

Forår og efterår besøges området af en lang række kystfuglearter på vej til og fra ynglepladser i Nordskandinavien. Det er fx. dobbeltbekkasin, knortegås, strandhjejle, rødben og ryler.

I vinterhalvåret ses flokke af ederfugl, sangsvane, hvinand og skallesluger ud for kysten på vej til og fra hvile- og spisesteder. På stenene sidder skarv og tørrer vingerne efter at have dykket efter fisk.

Er man heldig kan man se sæler hvile sig på stenene i det lave vand. De er del af den flok på 20-30 sæler, der holder til på Saltholm.

Fra begyndelsen af april til midt i juli har vadefugle, terner og ænder reder på strnaden og engen. Undgå at træde på rederne og at forstyrre fuglene. Hvis de jages fra rederne dør ungerne af sult og kulde.

Hunde på strandengene

For Sydstranden gælder, at hunde skal føres i snor i perioden 1. april til 15. juli på strandengene langs Søndre Strandvej ("mellem broerne”).

På engarealet umiddelbart syd for byen tillades løse hunde hele året, men vær opmærksom på og tag hensyn til fuglelivet omkring Andehusene og Batterisbækken.

Hunde må IKKE medtages indenfor de hegnede folde langs Sydstranden, hvor der er græssende får. Reglerne fremgår af informationstavler på stedet.

Kilde: Dragør Kommune

Roter din telefon