main menu
Kalvehave
Seværdigheder
Kig ud over Kalvehave
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Kalvehave er omkranset af skov, åbne marker, i et kupperet landskab og med kyst på to sider. Havnen er Kalvehaves samlingssted, og livet i og omkring havnen og udsigten ud over Ulvsund og Dronning Alexandrines Bro til Møn skaber en god stemning.

Kalvehave
Stednavnet Kalvehave kan spores tilbage til 1304, hvor stedet hed Kaluæhaghæ. Byen blev grundlagt, da vikingerne blev fastboende bønder. Fiskeri og færgefarten mellem Sjælland og Møn var helt tilbage i 1300-tallet livsnerven i Kalvehave. I 1700-tallet blev postruten på Sydsjælland omlagt, så Kalvehave-Koster ruten og "Færgegården" blomstrede op og fik stor betydning for området.

Kalvehave består af havnebyen Kalvehave, Gl. Kalvehave og Viemose. Kalvehave ligger i centrum af den nye Vordingborg Kommune med stort set lige langt til de gamle købstæder: Stege, Præstø og Vordingborg. Kalvehave ligger på den sydøstligste del af Sjælland. I den nordlige del af byen ligger et offentligt grønt område og en offentlig badestrand. Længere mod nord – i gå-afstand – ligger Viemose Skov, som er en privat skov med gode skovveje og med en trampestiforbindelse fra det grønne område. Viemose Skov ligger op til Viemose, der også regnes med til Kalvehave. I den vestlige del af Kalvehave ligger Gl. Kalvehave.

Kalvehave, Gl. Kalvehave og Viemose adskilles af store, åbne landskaber med Kalvehave Kirke i midten. Herfra er der  udsigt over Ulvsund, Møn og Stege Bugt. Dette sammenholdt med, at terrænet fra både syd- og østkysten er stærkt stigende, giver udsigt over kystlandskabet fra næsten alle dele af området. Denne unikke udsigt trækker mange turister til, og tilflyttere nævner, at netop udsigten over vandet har været afgørende for, at det blev Kalvehave, som de valgte at bosætte sig i.

Kalvehave er med sommerhusområdet, Kalvehave Færgegård og Kalvehave Havn en vigtig turistlokalitet. Derudover er der timesharelejligheder, etableret på det tidligere Hotel Færgegården. En mindre del af disse timesharelejligheder lejes ud i frie perioder. Der er ikke en egentlig bymidte i Kalvehave. Havnen er Kalvehaves samlingssted. Det centrale byområde ligger omkring havnen, og der er indkøbs- og spisemuligheder. Livet i og omkring havnen og udsigten ud over Ulvsund og Dronning Alexandrines Bro til Møn skaber en god stemning.

Sommerhusområdet Kalvehave Færgegård er et ældre, men attraktivt beliggende sommerhusområde tæt på vand og skov. Sommerhusområdet og kysten adskilles af et grønt område, som er udlagt til offentligt område. Især den nordlige del af dette område er af stor natur- og landskabelig værdi, pga. den stejle skrænt ned til stranden kombineret med den tætte og høje beplantning på begge sider af området. Området  får de fleste steder lov til at udvikle sig naturligt.

I 1950 var der 394 indbyggere i selve Kalvehave. Fra 1994 til 2004 er indbyggertallet steget til 696 indbyggere. For Kalvehave og Gl. Kalvehave tilsammen var indbyggertallet i 2002 ca. 1300.

Kalvehave og det omkringliggende nærområde har et rigt og varieret fritidstilbud til forskellige aldersgrupper. De forskellige foreninger og klubber har også tilbud, som alle interesserede kan deltage i. Idrætsforeningen holder hver sommer fodbold-uge med forskellige aktiviteter. Forsamlingshuset har et varieret tilbud. Og Lokalrådet står også bag diverse aktiviteter. På Lokalrådets hjemmeside www.kalvehaveinfo.dk er der bl.a en aktivitetskalender, som fortæller, hvad der sker i Kalvehave.

Roter din telefon