main menu
Vangene
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Stednavnene Blå Port og Sand Port antyder, at vi nu er i de tidligere stutterivange. Fra Chr.IV's tid blev Esrum Klosters ladegård benyttet til opstaldning af heste fra det kongelige stutteri. Om sommeren græssede hestene i de såkaldte stutterivange i Gribskov.

Vangene var indhegnede græsningsområder med få spredte træer, som lå langs bredden af Esrum Sø. I begyndelsen af forrige århundrede blev stutteriet afviklet, og vangene blev indtaget til skov drift. Disse vanges navne bruges endnu som stednavne og er fra nord til syd: Krogdalsvangen, Munkevangen, Tumlingevangen, Fendrikvangen, Gravervangen og Pibervangen.

Hver vang var omgivet af stengærder med risgærder ovenpå, og vejene blev afspærret med porte, hvis navne endnu benyttes. I hver vang græssede heste af en bestemt farve. Til at passe på hestene var i hver vang ansat en vangemand. De 4 skovløberhuse, som i dag ligger langs Esrum sø, er opført, hvor vangemændenes huse forhen lå.

Det gamle stengærde ses tydeligst på vestsiden af vejen mellem Munkevang og Tumlingevangen. Medens Søvejen følger terrænets og kystens kurver, løber Midtlinien som trukket efter en lineal. Sandsynligvis er den anlagt som jagtvej efter Kongens ordre. I matriklen fra 1681 kaldes den Kongevejen og var antagelig nyanlagt.

Roter din telefon