main menu
Flådeegene og Naturskovstrategien
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
De store, skorpede ege er gamle. De blev plantet ca. 10 år efter at englænderne erobrede den danske flåde i 1807. Der måtte plantes mange egetræer for at sikre forsyningerne til fremtidens skibe. Nu er træerne klar til brug, men linieskibenes tid er forbi. Skibene ville i øvrigt være blevet ganske dyrebare i materialer, for et linieskib krævede 2.000 fuldvoksne ege, og i dag indbringer en stor, fejlfri eg over 30.000 kr.

Siden 1994 har bevoksningen været udlagt som urørt skov under naturskovsstrategien. Denne strategi er udarbejdet af Naturstyrelsen med det formål at sikre danske skove, som er selvgroede og efterkommere af den oprindelige naturskov. Alene for Gribskov er knap 1200 hektar eller 20% af arealet udpeget under strategien. Et stort antal forskellige dyre- og plantearter er knyttet til disse skovområder.

At en skov er urørt vil sige, at naturen her vil få lov til at udvikle sig uden menneskelig indgriben. Det vil i løbet af ganske få hundrede år give et meget spændende skovbillede med gamle træer og døde træer i forfald. Det døde ved vil skabe levesteder for mange truede insekter, svampe m.m.

Andre arealer er udlagt til plukhugst, dvs. at arealet altid skal være skovdækket og foryngelse af skoven skal ske ved naturligt frøfald, i modsætning til plantning. Ligeledes tilstræbes at bevoksningerne skal bestå af en blanding af mange hovedsageligt danske løvtræer i alle aldre, og der på arealet skal være store træer, der skal blive stående til naturlig henfald/forrådnelse.

Roter din telefon