main menu
Valby Kirke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Romansk kirke i gulgrå sandsten fra begyndelsen af 1100-tallet.

Arkitektur og bygningshistorie: Romansk bygning opført i gulgrå skånsk sandsten med sokkelled og smukt profileret portal. Stilen er engelsk-normannisk. Tårnet blev tilbygget i munkesten omkring år 1450. Kor og skib er bygget samtidig, men sandsynligvis i to etaper. I perioden fra 1275-1325 fik skibet en vestforlængelse. Korets hvælving er kommet til i 1200-tallet og erstattede et træloft. Mærkerne efter dette kan stadig ses under kalkmalerierne i korbuen. Nordvåbenhuset er bygget i senromansk stil og er fra 1200-tallet. Her findes sandportalen til den nu tilmurede kvindeindgang. Nordvåbenhuset bliver nu brugt som kapel. Sydvåbenhuset er fra 1400-tallet og bærer tydeligt præg af at have gennemgået store ombygninger. Tårnet blev opført omkring 1600-tallet. I 1760 blev det meste af tårnet skalmuret og kalket rødt, og samtidig blev kirkeladen nedrevet og materialet genbrugt til tårnet. Ved en restaureringen i 1970 flyttede man det vestre tårnvindue til sydsiden. Det antages at Vejby og Valby kirker pga. deres mange ligheder har haft samme bygmester. Kirkegårdsmuren er for en stor del bygget af materialer fra Esrum Kloster. I 1821 blev kirken pudset udvendigt og hvidtet men dette blev dog fjernet i 1889 og kirken kom tilbage til sit oprindelige udseende. I 1915 overgik kirken til selveje.

Inventar: Prædikestolen fra 1585 er skåret af Rasmus Møller og er gennem tiden blev overmalet, men under restaureringen i 1970 blev overmalingerne fjernet og de oprindelige udsmykninger genopfrisket. Især kan nævnes at Christian IV's monogram blev forgyldt. Døbefonten er i romansk stil som adskillige andre døbefonte i Nordsjælland. De nuværende lysekroner er opsat i 1910 men det er uvist hvad der er blevet af de tidligere lysekroner. Pengeblokken er fra 1715. En tilsvarende kan ses i Mårum Kirke. Den lille klokke bærer inskriptionen: "Herrens Ord bliver i Evighed. Hans Wolf Entfelder støbte mig i Herrens Aar 1614". På den store klokke ses Frederik den Fjerdes initialer øverst og følgende indskrift: "Da Otto Krabbe var Stiftamtmand, Doktor Henrik Bornemann Sjællands Biskop, Magister Niels Spydstrup Sognepræst og Provst, gjorde Stephan Scherrenbein mig i Aaret 1700". Klokkestolen er fra 1646 og er forstærket med træ fra den nedrevne del af Esrum Kloster. Indskriften på Valby Kirkes store klokke og Ramløse Kirkes store klokke er næsten enslydende. Orgelet er fra 1970 og bygget af orgelbyggerfirmaet Jensen og Thomsen.

Den gode fortælling: Constantin Hansen der har malet kirkens altertavle fik et forskud på sit arbejde i 1843, og det er sandsynligt, at den blev til - på skitseniveau - i de sidste måneder af malerens ophold i Rom. Kunstneren er vel især kendt for sin udsmykning af forhallen og det imponerende trapperum på Københavns Universitet. Kirkegårdsmuren er for en stor del bygget af materialer fra Esrum Kloster. Ved restaureringen i 1969 gravede man gulvet op i kirken og der fandt man bl.a. 17 mønter. Blandt de mere nævneværdige en mønt med Christoffer den Anden (Roskilde) 1320-1332 og en Visby Sterling fra 1420-1440. Mønterne opbevares i Nationalmuseet.

Roter din telefon