main menu
Søborg Kirke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Kirken - der fremstår som en anseelig romansk murstensbygning - blev opført omkring år 1180 og indviet i år 1225. Kirken er større end de fleste landsbykirker hvilket skyldes at den oprindeligt hørte under Søborg Slot.

Arkitektur og bygningshistorie: Kirken - der fremstår som en anseelig romansk murstensbygning - blev opført omkring år 1180 og indviet i år 1225. Kirken er større end de fleste landsbykirker hvilket skyldes at den oprindeligt hørte under Søborg Slot. Kirken er af røde munkesten og er utvivlsomt påvirket af den nu forsvundne klosterarkitektur. Murværket er særlig omhyggeligt behandlet; korets rige, dobbelte rundbuegesims hviler på små konsoller, der før brændingen er modellerede som menneskehoveder. Allerede i slutningen af 1200-tallet blev kirkens nuværende tårn bygget. Den eneste oprindelige adgang til tårnrummet var fra kirkeskibet. I 1300-tallet indbygges hvælv i kor og skib, mens der i 1400-tallet bygges et sakristi på korets sydside. I middelalderen har der været et våbenhus ved kirkens syddør, men det blev revet ned i 1861 og et nyt blev bygget i munkesten ved en restaurering af kirken i 1940-1941.

 Inventar: Den middelalderlige døbefont og en Madonnafigur er kommet til kirken henholdsvis i slutningen af 1800-tallet og i 1940. Kirkens gotiske processionskrucifiks er sat på et nyere kors. "Kirkeklokke mellem ædle Malme mageløs er for mit Hjerte du, Kirkeklokke ej til Hovedstæder støbtes du, men til den lille By. Gud til Ære. Støbt af B.Løw & Søn, København. Christian X Danmarks Konge, Emil Steenvinkel, Sognepræst, Verner Nielsen, Kirkeværge, Laurits Nielsen, Raadsformand". Sådan lyder indskriften på den lille klokke som blev støbt i 1934 til afløsning for en anden, der var revnet. Den gamle klokke findes på Nationalmuseet og har følgende indskrift: "Kristi Bekender, som har vundet Himlens Glæder, bed for os, at vi maa komme til dem. Under Slotsherren Hr. Henrik Aagesen og Sognepræsten Hr. Jacob Johansen gjorde Johannes Fastenove mig 1514, men Kirkeværger var Niels Jacobsen og Hans Nielsen". Indskriften på kirkens store klokke lyder: "I Kristi Aar 1649 gjorde Mester Hans Meyer mig i Helsingør, da den ædle og velbaarne Hr. Arent von der Kula var Slotsherre paa Kronborg, Hr. Jens Jensen Aalborg var Sognepræst for denne Søborg Kirke og Hans Lauritsen og Anders Rasmussen Kirkeværger. Levit. 20 (reference til 3. Mosebog): I skal holde mine Sabbather, og I skal frygte for min Helligdom. Jeg er Herren". 

Kirkegård og gravminder: En gravsten med runer er indsat i kirkens nordmur. På stenen står i oversættelse: "ave Maria". Stenen kan dateres til omkring til 1200-1300 årene og har formentlig været gravsten eller kistelåg. Kirkens tårnrum kan have været et helgenkapel, men også et gravkapel for en stormand. Der er fundet en middelalderlige gravlæggelse under tårnets gulv.

Den gode fortælling: Den første kirkegård i Søborg lå i tilknytning til Søborg Slot på anlæggets næstyderste holm - Kongshaven. Søborg Kirke var formodentlig kongelig kirke samtidig med, at kirken var sognekirke for købstaden Søborg. Kirken brændte sandsynligvis ved samme lejlighed som købstaden omkring år 1341 da Valdemar Atterdag med bål og brænd tilbageerobrede borgen Søborg. En årringsdatering af kirkens tagværk viser at kirken fik nyt hvælv og tagværk umiddelbart efter år 1357.

Roter din telefon