main menu
Hedehusene Bypark
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Ved Fritidscenteret i Hedehusene ligger den store grønne Bypark. Parken blev etableret i 1989 i forbindelse med opførelsen af Fritidscenteret. Fritidscenteret indeholder store lokaler til kulturarrangementer og møder. En cafe giver god mulighed for en forfriskning inden- eller udendørs. Byparken består af forskellige delområder med individuelle karakterer, hvilket giver en spændende og varieret helhed. Asfaltstier og græsgange skaber gode muligheder for en rundtur i parkens forskellige områder.

Tættest på Fritidscenteret har parken er kultiveret præg med store åbne græsplæner med kunstneriske skulpturer. Er man interesseret i information om skulpturerne i parken, kan man kontakte Kulturelt Samråd, som står for udstillingen i det fri.  I denne del af parken finder du også en petanquebane, frugtlunden og et klatrestativ, der kan udfordre de yngste. Æblerne i frugtlunden, der er af sorterne ”Belle de Boskoop”, ”Cox Orange”, ”Transperante” ”Blanche” og ”Ingrid Marie”, kan frit plukkes af parkens gæster. 

Gennem allèen frem til Hedehuset. Frugtlunden ses i baggrunden, foran Hedehuset, til højre for kirsebærallèen. I denne del af parken er der borde og bænke, hvor man kan sidde og nyde lidt godt fra cafèen

Bevæger man sig op på forhøjningen ved stensætningen, har man en god udsigt over søen i parken og det er muligt at se helt til skibakken i Hedeland.

Den vestlige del af parken er domineret af et naturmæssigt miljø i kuperet terræn. Skråninger domineret af egetræer og krat fører ned mod et regnvandsbassin, der i dag fremstår som en naturlig sø med vandplanter og dyreliv. Fugle og egern holder gerne til i beplantningerne. Træer og buske skærmer for jernbanen, der afgrænser området. 

I søen, som egentlig er et regnvandsbassin, har der indfundet sig en naturlig flora. På billedet er det planten Brudelys.

Mod øst i udkanten af Byparken finder man Hedehushallen og FDF´s spejderhytte med tilhørende bålplads. Fra Byparken er der stiforbindelse under jernbanen til Gammelsøområdet.

Der er mulighed for parkering ved kirken, der ligger lige op ad Hedehusene Bypark. Tekst: Høje-Taastrup Kommune

Roter din telefon