main menu
Bavnehøj - Hedeland
Seværdigheder
I 1800-tallets krige brugte man gravhøjene til skytteskjul og udkigsposter. Tegning af Sune Elskær
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Bavnehøj er en god repræsentant for de tusindvis af gravhøje, der blev opført af "Højfolket" i løbet af nogle få århundreder mellem 3600 og 3200 år siden. Måske blev en stormand for godt 3500 år siden stedt til hvile i denne bronzealderhøj. Det var samfundets elite, som blev begravet i højene. Med sig i graven fik de våben og smykker af bronze, som var tidens nye og eftertragtede metal.

Bronzealderens mennesker var bønder, og deres bosættelser lå spredt. De boede i langhuse med deres marker udenom. Bopladserne bestod oftest blot af et enkelt eller nogle få langhuse. Her på Hedeboegnen har jorden været særlig frugtbar. Det ved vi, fordi jorden består af en kalkholdig muld, der er velegnet til dyrkning af korn.

Vi har endnu ikke fundet bopladser fra Højfolket i Hedeland, men de mange gravhøje viser, at Hedeland var beboet og opdyrket for 3000 år. Højfolket opførte dengang gravhøjene i nærheden af bopladserne eller oven på tidligere bebyggelse.

Gennem tiden har højene haft skiftende funktioner. I oldtiden var de hvilesteder for de døde og pejlepunkter for de vejfarne. I middelalderen fungerede nogle af højene som en del af et alarmsystem, de såkaldte bavnehøje. De blev brugt, når folket skulle kaldes sammen. Dette vidner Bavnehøj om, da bavn betyder bål.  Bavnen blev tændt, når en fjende nærmede sig. Ved at tænde bål på højen kunne ilden ses langt væk og signalere til de omkringliggende landsbyer, at der var fare på færde.

Bavner blev benyttet så sent som i 1850. Først i 1937 blev alle gravhøje fredede, og der måtte ikke længere brændes bål på højene.

Roter din telefon