main menu
Næsbyholm Storskov
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I Midtsjællands bølgende bakkelandskab, i Næsbyholm Storskov, med udsigt udover Tystrup-Bavelse Søerne, findes en af landets største grupper af gravhøje. 118 gravhøje fra bronzealderen er bevaret. Der er også tre stendysser og en jættestue fra stenalderen. På en af stenene til den nordligste af dysserne kan man se over 70 skåltegn, bronzealderens helligtegn. Sydligt i skoven er der for nylig fundet en flad sten med omkring 30 skåltegn. I naboskoven Broby Vesterskov er der flere dysser og gravhøje.

Ofte kan man tilbringe timer i skoven uden at høre og se andet end dyr og fugle. Skoven er kuperet og afvekslende med mange træsorter og planter. Der er åbne nyplantede arealer, mørke mellem nåletræerne og ned mod søen rejser bøgetræerne sig som en katedral over udsigten.

Beboet siden oldtiden

Storskoven har været beboet gennem årtusinder. De mange bronzealderhøje kan ses som kuppelformede småbakker, nogle i grupper omgivet af terasser eller flade afgrænsede jordstykker, hvor oldtidens folk havde deres marker. Enkelte høje er store og beliggende med vidt udsyn fra toppen ved løvfald. En høj nær Næsbyholm, der ligger 56 m over havet, er med sjællandsk humor blevet døbt Mont Blanc.

Skovens fugle- og dyreliv

Fasaner piler afsted, harer hopper omkring og rå- og dåvildt ses græssende i grupper på herregårdsmarkerne eller springer pludselig afsted, når man overrasker dem. Fuglesangen fra de mange ynglende sangfugle kan forår og sommer være overvældende. Ved Flodevig, hvor sivene afskærmer en lille indsø, kvækker den grønne frø forår og sommer. Her både raster og yngler også en del af søens vandfugle.

Blandt rovfuglene ses musvågen og spurvehøgen ofte, mens man skal være heldig for at se fiske- og havørn. Om vinteren kan man fra skovkanten se de store flokke af trækfugle, som besøger Tystrup Sø.

Tekst: Flemming Kaul og Johanne Maria Jensen

Roter din telefon