main menu
Sønderskov Overdrev
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Sønderskov Overdrev er et overvejende tørt og kalkrigt græsningsområde, men i perioder kan der dog være ret fugtigt. Et enkelt sted findes en lille dam. Spredt rundt om overdrevet står buske og krat af især tjørn og slåen. Overdrevet afgrænses mod nordvest, vest og syd af Susåen, mod nord af en nåletræsplantage og mod øst af et mindre løvskovsområde.

Plantelivet

Sønderskov Overdrev er en usædvanlig artsrig lokalitet med en mosaik af tørbundsvegetation, fugtige moseprægede områder og kulturpåvirkede områder. Tyndakset gøgeurt forekom tidligere i stort tal, og den havde her sin største bestand i det nu nedlagte Storstrøms Amt.

I udkanten af området er fundet ganske få individer af engblomme, og på lokaliteten vokser en af vores sjældneste planter, nemlig den rødlistede rank viol. Man kan også være heldig at finde lav skorsoner, som er en art knyttet til heder og ugødskede overdrev og derfor ualmindelig på Sjælland.

Andre arter i det fredede område er hulkravet kodriver, krybende læbeløs, eng-nellikerod, almindelig mjødurt, lav tidsel, trenervet snerre, kornet stenbræk, hunde-viol, eng-kabbeleje, slåen og desværre også kæmpe-bjørneklo.

Dyrelivet

Der findes et rigt fugleliv på Sønderskov Overdrev. Det gælder især en række småfugle, som er knyttet til skov, krat og delvis åbne flader. Blandet andet kan nævnes tornsangeren, som trives godt på overdrevet. Overdrevet er desuden et godt terræn for nattergal. Hvis man er heldig, er det også muligt at se rødrygget tornskade.

Tekst: Danmarks Naturfredningsforening

Roter din telefon