main menu
Atterbakke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Den 103 meter høje Atterbakke, eller Alterbakke som den nogle steder kaldes, ligger i udkanten af et meget bakket landskab, hvor andre højdepunkter også når over 100 meters højde. Der er offentlig adgang til den østlige del af bakken, hvorfra man kan nyde udsigten mod øst.

Atterbakke er en del af et stærkt kuperet landskab formet under den sidste istid. Fra bakken er der udsigt over dele af dette smukke og varierede landskab. Bakken er Danmarks 153. højeste bakke og Sjællands 10. højeste. Den østlige del ejes af Næstved Kommune, som har opstillet bord og bænke. Den vestlige del af bakken er privatejet.

Det er almindelige overdrevsplanter, man finder på bakken og i dens nærhed: alm. kællingetand, vellugtende gulaks, mark-krageklo, hulkravet kodriver, rundbælg, gul snerre, håret høgeurt, rejnfan og blæresmælde. Aften-pragtstjernen med sine hvide kronblade dufter om aften af nellike, når den åbner sine blomster.

Atterbakke blev på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening fredet i 1964 for at sikre bakken som udsigtspunkt med offentlig adgang. Fredningen skal sikre, at der ikke opføres bygninger og andre ting, der kan skæmme udsigten. Ligeledes må der ikke plantes træer, der hindrer udsigten. Desværre har fredningen ikke opfyldt sit formål fuldt ud, da udsigten mod vest i dag forhindres af store træer.

Roter din telefon