main menu
Svinehave Voldsted
Seværdigheder
Der er adgang til bordbanken ad en smuk egetræsbro i middelalderstil.
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Kongsgård fra middelalder anlagt som opholdssted for rige rejsende som skulle sejle fra havnen i Svinehave Nor. Havnen lå vest for borgen. Den sandede efterhånden til og blev afløst af en havn mod øst, ved Gedesby, hvorefter borgen mistede sin betydning og blev forladt. Idag er bevaret et imponerende voldsted med en vandfyldt voldgrav omkring. Der er offentlig adgang.

I kilderne er borgen nævnt som Gjetsør Gård. Borgen er anlagt engang i slutningen af 1100-tallet. Den er i kongemagtens eje i alt fald fra 1231 og til 1660'erne hvor den forlades. Kongelige lensmænd boede på borgen og bestyrede den.

Anlægget består af en firkantet borgbanke omgivet af en vandfyldt voldgrav. I øst har en bro ført over til ladegården, her lå lader, stalde, udhuse og andre økonomibygninger til gården. Der hørte 500 ha jord til gården der også blev drevet som landbrug.

På selve borgbanken har hovedbygningen ligget. Der er fundet rester af munkesten og tagsten - såkaldte munke og nonner samt gulvfliser, keramik og mængder af knogler på stedet.

I urolige tider blev borgen brugt til kystbevogtning og som støttepunkt i kongemagtens Østersøpolitik. Borgen beskyttede den vigtige sejlrute mellem Falster og Tyskland. Lensmanden på borgen stod også for toldopkrævning, så det var praktisk for ham, at borgen var befæstet og havde bevæbnet mandskab. Borgen brugtes også som opholdssted for kongelige personer når de skulle rejse sydover.

Anløbsstedet til skibene lå vest for borgen, i det daværende Svinehave Nor. Noret sandede efterhånden til og man begyndte istedet af bruge anløbsstedet i Gedesby mod øst. Her lå en kro, som man benyttede mens man ventede på godt vejr til overfarten. Gjetsør Gård mistede dermed sin betydning og efter 1660 begyndte man at rive borgen ned. Ejendommens jorder blev dog ved med at tilhøre kongemagten lige til 1766.

I 2008 blev voldgraven delvist oprenset for siv. Under dette arbejde blev man opmærksom på et stykke fuldkantet egetømmer, der lå ved voldstedet. Den tidligere ejer fortalte, at den havde han da hevet op af voldgraven ved en tidligere oprensning. Tømmeret var et stykke bygningstømmer, der er blevet C14 dateret til 1526 plus/minus 9 år, altså fra den allerseneste del af middelalderen.

Efter oprensning af voldgraven blev der lagt en smuk egetræsbro over voldgraven på placerede kampesten, for ikke at berøre selve anlægget. Broen er opført af Middelaldercentret efter middelalderlige teknikker.

Roter din telefon