main menu
Masterhøj
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Fra toppen af Masterhøj kan man overskue hele Roskilde By og inderfjorden med skove, vige, vikingeskibe og det historiske sus af søvejen til den gamle kongeby, bispeby og købstad. Højen er i 1918 fredet mod forandring eller udgravning. Der er i kendelsen sikret ret til offentlig færdsel til højen ad en militær sti. I dag sker færdselen i et lettere tilgroet markskel.

Foruden en fornemmelse af, hvordan Roskilde spiller sammen med fjord og land, kan man få et direkte geologisk øjesyn, og en introduktion i overbliksform til et ophold i Roskilde.

Landskabet

Det forrygende ved Masterhøj er beliggenheden på randen af det store oversvømmede dalstrøg, Roskilde Fjord. Udsigten over fjord, by og landskaber er ikke bare flot, men også instruktiv og fantasivækkende: Man får et meget direkte indtryk af byens sammenhæng med landskabet, og fjordens betydning som færdselsvej gennem historien, og for natur og rekreation.

Mod øst ses forrest en del af det nye skovrejsningsområde, Himmelev Skov, med søer, småtræer, sletter, køer og stier i en retableret grusgrav; længere væk et ret fladt landbrugslandskab - samt byfingeren med bane og motorvej, og Trekroner og Hedehusene. Fjernest ses København.

Mod syd har man tre kirker næsten på række, med verdensarv-monumentet Roskilde Domkirke som den dominerende, og i øvrigt et prospekt af Roskilde med forstaden Himmelev i forgrunden.   Mod vest ses bl.a. havnen og Sct. Jørgensbjerg samt det store fredede område omkring Sct. Hans Hospital, og fredede marker og skove ud mod Boserup og Bognæs.

Mod nordøst ses bl.a. den uudskiftede landsby, Veddelev og man kan skimte Risø med forsøgsvindmøller og den fuglerige bugt, Bløden. Længere væk anes den fredede ø, Eskildsø, som ejes og drives af Struckmannfonden, hvor Danmarks Naturfredning sidder i bestyrelsen. 

Marken, som Masterhøj ligger på, skråner ned mod et dalstrøg, hvor ringvejen løber, og danner et ret flot ”rum”, hvis man ellers kan nå at opfatte det fra vejen.

Kulturhistorie

Gravhøjen er ikke arkæologisk undersøgt, men formentlig uautoriseret udgravet (den har en ret stor fordybning i toppen). Den ligger meget markant på et punkt i landskabet, hvor den kan formidle visuel kontakt mellem mange vigtige steder, bl.a. fjorden og de førhen rige landsbyer østpå. Vejen ”Baunehøjvej” peger fra Veddelev direkte imod Masterhøj.

I nyere tid har der stået en militær signalpost lige i nærheden; heraf navnet Masterhøj.

Roter din telefon