Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere



Landskab og natur
Fra Ålbæk i nord og Frederikshavn i syd strækker et flak sig 7 km ud i Kattegat. På østsiden ligger de 10 holme Hirsholm, Græsholm, Storeholm, Lilleholm, Møgholm, Kovsholm, Pikkerholm, Tyvholm, Kjølpen og Deget - under ét kaldet Hirsholmene. Holmene er lave stenrev, højeste punkt er ca. 6 meter over havets overflade, der er dækket af et tyndt muldlag hovedsageligt bestående af forrådnet tang. I kystlinierne træder stenrevet dog tydeligt frem, og øerne Tyvholm og Kølpen samt nogle mindre holme ligger næsten uden plantevækst og giver dermed et billede af øernes oprindelige udseende.Hirsholmene har et meget varieret dyreliv og gæstes i løbet af året af mange arter trækfugle. Øerne er endvidere en vigtig ynglelokalitet for vandfugle. Et havområde på 2400 ha er fredet, og alle øerne er derfor omfattet af nationale og internationale retningslinier for beskyttelsen af de rige naturværdier. Der er kun adgang til hovedøen Hirsholm og til Deget.
Vanskelige livsvilkår
Kun den 15 ha store Hirsholm er i dag beboet, men flere af øerne har formentlig været beboet i årtusinder. På Græsholm er der fundet arkæologiske spor efter forarbejdning af flint. I 1870'erne var befolkningstallet oppe på ca. 230, mens det i dag er nede på 6 fastboende. Ud af de 20 huse på Hirsholm anvendes 16 til sommerboliger. Den lille kirke er opført o. 1640, og havnen blev anlagt 1860-61.Gennem tiden har livsvilkårene været vanskelige. Beboerne ernærede sig af det, havet kunne give, og af den stenede undergrund. Fiskeri har naturligvis været en afgørende faktor, og de talrige strandinger på det store stenrev har til tider udgjort en god indtægt. Derudover har de store mængder tang omkring øerne været forarbejdet til soda, i en kort periode har der været fremstillet salt, og af selve stenrevet har man hugget sten til husbyggeri. Endelig har lodseri og fyrvæsen i nyere tid været en væsentlig indtægtskilde.Spor efter flere af de alsidige aktiviteter kan stadig ses på øerne i dag. En del af husene er opført af øens granit og omgivet af stengærder, der er bygget af de flade stenafslag fra stenhuggeriet. Det ældste af øernes fyrtårne er fra 1838 og sammenbygget med fyrmesterboligen, mens det nyeste fra 1886, hvor det blev bygget af granitsten udhugget på stedet af stenhuggermester Karl Gustav Bovin.Efter krigen i 1864 blev Hirsholmene købt af tre marineofficerer, der havde planer om at opføre en jernbanedæmning fra fastlandet til Græsholm, hvor der skulle anlægges en storhavn. Da den jyske længdebane nåede til sin endestation i Frederikshavn, var denne imidlertid godt på vej til at blive en storhavn. Hirsholmene blev derefter solgt til Marineministeriet, der givetvis så et potentiale i den fremskudte placering i Kattegat. I 2003 blev øerne overdraget til Miljøministeriet.
Besøg på Hirsholmene
Man kan enten selv sejle til Hirsholmene eller benytte postbåden, der afgår fra kajen ved Frederikshavn Fiskeriauktion på Frederikshavn havn. Man kan ikke være sikker på at få plads på båden, da passagerantallet er begrænset til 12 personer pr. overfart. I turistsæsonen kan det være vanskeligt at få plads. Som besøgende skal man selv medbringe drikkevand til sit besøg på øerne. Da Hirsholmene er et naturreservat, er det vigtigt, at man følger retningslinierne for en hensynsfuld færdsel på øerne om planter, fugle og fortidsminder på øerne.På Hirsholm findes et naturformidlingshus, hvor der kan hentes flere informationer om, hvilke oplevelser øen byder på.
Links:
Sources:Korsgaard, Laurids & Knud Nielsen: "På de yderste sten", Hirsholmene. Dafolo Forlag 2000.Larsen, Jan Hammer: To havne og nogle øer. Havets Nordjylland. Museernes rejser gennem Nordjyllands kultur og historie. Nordjyllands Amt 2002.Pedersen, Lene: Hirsholmene året rundt. Frederikshavn 2002.Pedersen, Lene & Jan Hammer Larsen: Hirsholmene. Kulturmiljøbeskrivelse Regionplan 2005. Nordjyllands Amt 2006.Trap. Hjørring Amt, 5. udgave, 1960.
Author: Lene Pedersen & Jan Hammer Larsen, Bangsbo Museum & Morten Pedersen, 2006 Copyright: Morten Pedersen & Region Nordjylland Region: Nordjylland, Published: 2006-12-25 Beaches and coast/Flora & Fauna/Geology/Landscape types/Marine life/Fortifications/Harbours, Piers & Wharfs/Islands/Lighthouses/Houses/Fishing/Mining and Ouarring/Military routes/Sailing routes/