main menu
Rønnerhavnen
Seværdigheder
©Bangsbo Museum
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Rønnerhavnen er anlagt i 1980'erne til lystsejlere og til de fritidsfiskere, der tidligere fiskede fra Frederikshavn, Fiskerklyngen og kåsene langs nordstranden.

Fra fiskeri til fritidsfiskeri

I Rønnerhavnen findes en af de sidste aktive rester fra det fiskeri, der frem til starten af 1800-tallet kendetegnede det område langs kysten, hvor havne- og industribyen Frederikshavn voksede frem i de næste to århundreder. Men selvom fiskeriaktiviteten har rødder langt tilbage, er Rønnerhavnens rammer af langt nyere dato.Søfarten har altid været af afgørende betydning for området omkring Frederikshavn. Herfra blev der både drevet handel på Norge og Sverige, og et omfattende fiskeri udløb fra naturhavnene og opankringspladserne omkring Strandby, Elling Å's udløb og syd for Frydenstrandspynten Fladstrand, Baader, Bangsbostrand, Rønnest og Neppen. Da den første egentlige havn blev bygget i perioden 1806-10 ved Fladstrand, blev søfartens betydning for området udvidet. Handelsaktiviteterne forstærkedes, og fra slutningen af 1800-tallet blev aktiviteterne på havnen domineret af den fremvoksende industri med H.V. Buhls skibsværft (1870) og L.P. Houmøllers jernstøberi (1883) i spidsen. På skibsværftet udvikledes bl.a. nye skibstyper til fiskeriet, men med industriens indtog flyttede selve fiskeriet bort fra Frederikshavn. Frederikshavn betegnes ofte som 'Rødspættebyen', hvor man kan få 'Frederikshavnerrødspætter', men i et historisk perspektiv har fiskeriet ikke haft en afgørende betydning for byens udvikling. Fiskeriet blev til fritidsfiskeri.I 1980'erne opførte Frederikshavn Kommune fritidshavnen, Rønnerhavnen, til afløsning af fritidsfiskernes gamle ankerpladser langs kysten. Rønnerhavnen blev et velplanlagt anlæg udført i solide materialer. To rækker af små redskabsskure sikrer havnestemningen og er underlagt restriktive krav til materialer, højder og farver. Husene har rødmalede facader, hvide døre og vindskeder samt sort metaltag. Mellem husene, der taktfast står på linie, er der mange steder hvide stakitter, der danner små gårdrum med plads til fiskegrej. Den moderne fritidshavn adskiller sig tydeligt fra det selvgroede præg, man finder hos de ældre mere selvgroede fiskerlejer.Langt fra de gamle fiskerlejers stemning er også den badestrand, der ved oppumpning af sand er etableret ved Rønnerhavnen, og ikke mindst de mange palmer, der er anbragt på den. Links:

  • Rønnerhavnen

Sources:Christensen, Erik: Udpegede kulturmiljøer omkring Frederikshavn. Kulturmiljøbeskrivelse Regionplan 2005. Nordjyllands Amt 2006.Christensen, Erik: Frederikshavn Nord. Kulturmiljøbeskrivelse Regionplan 2005. Nordjyllands Amt 2006.Frederikshavn kommuneatlas. Bevaringsværdier i byer og bygninger. Skov- og Naturstyrelsen 1999.Larsen, Jan Hammer: To havne og nogle øer. Havets Nordjylland. Museernes rejser gennem Nordjyllands kultur og historie. Nordjyllands Amt 2002.Trap. Hjørring Amt, 5. udgave, 1960.

Author: Erik Christensen, Bangsbo Museum & Morten Pedersen, 2006 Copyright: Morten Pedersen & Region Nordjylland Region: Nordjylland, Published: 2006-12-10 Marine life/Fishing/Beaches and coast/Boats and boatbuilding/

Roter din telefon