Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere



Landskab og geologi
Klim Bjerg er en kalkknude dannet af skeletrester fra smådyr, såkaldte bryozoer, der i den geologiske periode, der kaldes kridttiden eller Nedre Danien (for 70 mio. år siden) aflejrede sig på havets bund. De utallige lag af kalk, fra gammel tid kaldet limsten, rummer samtidig mange fossiler, bl.a. søpindsvin. Kalkaflejringerne fra kridttiden træder særligt markant frem i Bulbjergs kystklint, men de findes mange steder i Han Herreds bakkeland kun dækket af et tyndt lag af muld og flyvesand.
Limstensbruddet og kalkbrændingen
På Klim Bjerg kan man se kalken bryde frem gennem muldlaget flere steder. Limstenen er et værdifuldt byggemateriale, og især den lokale befolknings graven efter undergrundens ressourcer har blotlagt åbne hvide 'ar' i bakken. Gennem århundreder blev limstenen brugt uden forarbejdning som byggemateriale. Der blev savet sten direkte ud af bruddene, og selvom de ubrændte limsten ikke er så modstandsdygtige som tegl, er det stadig muligt at se en del limstensbygninger i området. Der blev også udskibet limsten fra Aggersund til bygningsbrug i andre egne, og kalken har også været brugt som vejmateriale.Størst betydning fik kalken dog, når den efter brænding kunne bruges til produktion af mørtel. Omkring midten af 1100-tallet kom kendskabet til at bygge med kalkmørtel som bindemiddel til Danmark sydfra. Med byggeriet af de mere end 2000 sognekirker i Danmark i perioden frem til 1300 fik den nye byggeteknologi hurtigt stor udbredelse. Ved brændingen stabledes kalkklumper op i en ovn, der som regel var kube- eller kegleformede, og der blev så fyret med træ, tørv eller kul gennem en åbning forneden. Senere introduceredes ovntyper, hvor kalken blev påfyldt foroven, så ovnen kunne holdes i drift konstant.Temperaturen i en kalkbrænding skal nå 1200 grader, hvorved kalkens kemiske sammensætning ændres. Ved tilsætningen af vand til den brændte kalk, omdannes materialet derefter til såkaldt læsket kalk, enten i form af et tørt pulver (melkalk) eller ved tilsætningen af mere vand som en flydende substans (kalkmælk, kalkdej). Materialet kan så blandes med sand og vand, og ved at lade det komme i kontakt med luften hærder den læskede kalk op og omdannes til sin oprindelige kemiske form. Ringen er sluttet.Omkring 1900 var der fem kalkbrænderier i Klim, men under 2. verdenskrig standsede brændselmangel produktionen helt. I 1943 byggede Anders Andersen imidlertid en ny og mere effektiv ovn, hvortil der blev hentet kalk i det store brud ved Klim Bjergs nordlige del. Det er den ovn, der stadig kan ses ved Klim Bjergs sydlige side, selvom produktionen ophørte i 1977. På det tidspunkt havde ovnen siden 1951 været drevet af Anders Andersens søn, Vejby Andersen. Men da ovnen ikke længere kunne brødføde de tre mand, der skulle til for at holde den i drift, måtte familievirksomheden standses. Efter at have ligget uvirksom hen i 20 år, købte Fonden for Natur- og Kulturformidling i Han Herred bygningen, og i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen blev der gennemført en istandsættelse. I 1998 kunne Klim Kalkovn derfor indvies som et kalkmuseum med udstillinger om Klim Bjergs geologi og natur og om råstofindvindingen. Den lille fabrik ligger smukt placeret ind mod skråningen, der udnyttet til at transportere materialerne op til påfyldningshullet øverst på ovnen. Industri og natur i tæt samspil. Fra ovnens top er der en storslået udsigt over Jammerbugtens kystlandskaber.
Sources:
Justesen, Jens: Gads Naturguide. Jyllands vestkyst. Gylling 2003, s.164-5.Kjær, Børge: Djurslands Kalk. Djurslands Museum, Ebeltoft Museum og Grenaa Egnsarkiv, 2001.Klim Bjerg og den gamle kongevej. Folder udgivet med støtte fra Klim Sparekasse, Egnsbank Han Herred og Danmarks Naturfredningsforening. Fjerritslev.Klim sogn, med kalkbrud og -ovn. Han Herred Naturcenter 1998.Trap. Thisted Amt, 5. udgave, 1960.
Author: Morten Pedersen, 2006. Copyright: Morten Pedersen & Region Nordjylland Region: Nordjylland, Published: 2006-12-25 Flora & Fauna/Geology/Landscape types/Moorland and heath/Energy & industry/Mining and Ouarring/Museums/