main menu
Elling Å's udløb
Seværdigheder
©Bangsbo Museum
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Elling Å's udløb fungerede som naturhavn indtil middelalderens begyndelse. Siden sandede naturhavnen til, og sammen med landhævningen skabtes derved et stort areal, der var velegnet til kreaturgræsning, som herregården Lerbæk specialiserede sig i.
ÅhavnenElling Å's udløb i Kattegat har sandsynligvis været den første havn i det område, hvor havnebyen Frederikshavn senere opstod. Samtidigt var det Danmarks nordligste havn, hvor skibe på vej mod Norge, Færøerne, Island, Grønland eller Vinland kunne vente på bedre vejr. Når vejret er dårligt, sejler selv store skibe i dag ikke nord om Skagens Gren. I bunden af havnen lå landsbyen Elling, der engang i løbet af 1200-tallet fik sin romanske stenkirke.Havnen kan i dag kun anes i landskabet. Den store 'dækmole' (klitten) mod øst lukker godt af for havet og er det mest synlige element af den gamle naturhavn. Den nordligste del af havnen er inddæmmet og dyrkes under hovedgården Bannerslund. Resten af naturhavnen er i dag landfast som følge dels af den almindelige landhævning i det nordlige Vendsyssel, dels aflejringen af materiale, der blev ledt til å-deltaet af Elling Å, Åsted Å og Skærum Å. Landskabet har her karakter som det 'rimme-dobbe' landskab, der også findes på Grenen, dvs. en overflade der skifter mellem klitrygge og lavninger.Efterhånden som åhavnens bund hævede sig, deltaet blev fyldt med materiale, og skibene fik større dybgang, flyttede skibstrafikken til Strandby og ikke mindst til Fladstrand/Frederikshavn.Middelalderlige skibeDe arkæologiske fund af to skibe, Ellingåskibet og Nordstrandskibet, samt et middelalderligt anker bevidner, at der har været sejlads i området helt tilbage til den tidlige danske middelalder. De to skibe er klinkbyggede lette typer med en dybgang på under en meter. Ellingåskibet, der dendrokronologisk kan dateres til 1163, er et handelsskib, der er bygget et sted i Østjylland. Det har givetvis betjent handelsruter tværs hen over Kattegat og Skagerrak til Østersølandene, Sverige og Norge. Det blev fundet helt inde i Elling Å's udløb, og må således være gået til bunds inde i naturhavnen. Skibet kan i dag ses på Bangsbo Museum.Det lidt yngre Nordstrandskib (ca. 1346) blev fundet umiddelbart uden for havnen. Det er ligeledes et handelsskib, der har indgået i den hanseatiske søhandel, der dominerede den nordeuropæiske skibsfart i 13-1400-årene.Græsning i det gamle havneområdeEfterhånden som den gamle naturhavn blev tørlagt, omdannedes området til strandenge, der var velegnede til græsning. Det udnyttede hovedgården Lerbæk lidt syd for landsbyen Elling, der blev oprettet i 1466. Gården specialiseredes nemlig som en græsningsgård, der opdrættede øksne og stude til eksport. I dag anvendes området som græsning for heste, der opstaldes på Lerbæk. Samtidig er det et vigtigt fourageringsområde for trækfugle.Yderligere oplysninger om Frederikshavnsområdets historie kan findes på Bangsbo Museum, der er placeret i den sydlige udkant af Frederikshavn. Links:
  • Bangsbo Museum
Sources:Christensen, Erik: Udpegede kulturmiljøer omkring Frederikshavn. Kulturmiljøbeskrivelse Regionplan 2005. Nordjyllands Amt 2006.Christensen, Erik: Frederikshavn Nord. Kulturmiljøbeskrivelse Regionplan 2005. Nordjyllands Amt 2006.Larsen, Jan Hammer: To havne og nogle øer. Havets Nordjylland. Museernes rejser gennem Nordjyllands kultur og historie. Nordjyllands Amt 2002.Trap. Hjørring Amt, 5. udgave, 1960.Qvistorff, Helge: Nordjyllands kyster, kendte og ukendte. Skørping 1996.

 

Author: Erik Christensen, Bangsbo Museum & Morten Pedersen, 2006 Copyright: Morten Pedersen & Region Nordjylland Region: Nordjylland, Published: 2006-12-10 Beaches and coast/Marine life/Rivers and lakes/Fishing/Trade and market places/Wrecks, rescues etc/Trading routes/Boats and boatbuilding/Castles/
Roter din telefon