main menu
Lildstrand Signalstation
Seværdigheder
Photo: Jytte Nielsen ©Museet for Thy og Vester Hanherred
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Rundt i fiskerlejerne finder man master og skure fra de tidligere signalstationer, hvorfra man signalerede til nødstedte skibe. Ved signalmasten i Lildstrand er genopført et skur, hvor man opbevarede balloner og lanterner, der blev brugt til faresignalering i masten. I dag er der plancheudstilling i huset.

Faresignalering

Et vigtigt element i kystafmærkningen og redningsvæsenets arbejde var signalstationer, hvorfra man kunne signalere til både, der måtte have ønske om at komme i land, eller til større skibe, der var i vanskeligheder. Det var lettere at bedømme mulighederne for sikker landing i hårdt vejr inde fra land end ude fra havet, og man gav de søfarende besked om situationen på den aktuelle kyststrækning ved hjælp af et særligt signalsystem. Dette system blev opfundet af fyrmester Chr. Heering i Hanstholm efter en stor drukneulykke ved Vorupør i 1885, hvor otte fiskere druknede.

Signalstationen

Signalstationen bestod af en høj mast med en tværgående bom ca. midt på, og man kunne sætte signaler op for enderne af bommen og i mastens top. Om dagen signalerede man med vidjeflettede "balloner", om natten brugte man lanterner, og udstyret blev opbevaret i de små træskure, der stadig står ved masterne. Signaleringen fungerede således, at der var flere trin i faresignalerne; blev der hejst to balloner op, var redningsbåden allerede klar til assistance. Tre balloner betød, at landing var umulig, og at man måtte forsøge et andet sted på kysten. I de følgende år blev der etableret signalstationer langs hele Vestkysten. Ofte rådede man også over signalkanoner, der blev brugt i usigtbart vejr eller om natten, sådanne kan bl.a. ses i Agger, Stenbjerg, Vorupør og Klitmøller. I dag er alle fartøjer udstyret med forskellige former for teknisk udstyr, og dermed er signalstationerne blevet overflødige; men de repræsenterer en vigtig brik i Vestkystens nyere historie.

Hvor kan man finde det?

Signalmaster og de små skure til udstyret kan udover i Lildstrand bl.a. ses i Agger, Stenbjerg, Vorupør og Klitmøller. Masten er typisk rejst på et højt punkt, så den er synlig på lang afstand. I Lildstrand er der plancheudstilling i det hvide skur ved signalmasten, og i haven ved Hanstholm Fyr er der opstillet skur og signalkanoner. I De Sorte Huse i Agger er der en lille udstilling bl.a. om redningsvæsenet. Her ses eksempler på de redningsballoner man hejste op i signalmasterne. I redningshuset i Stenbjerg og ved Hanstholm Fyr er der udstillinger om redningsvæsenet.

Author: Charlotte Boje H. Andersen, 2004 Copyright: Region: Thy, Strandvejen Lildstrand, 7741 Frøstrup Published: 2006-01-06 Wrecks, rescues etc/

Roter din telefon