main menu
Hjardemål Kirke
Seværdigheder
Photo: Charlotte Boje H. Anderen ©Museet for Thy og Vester Hanherred
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Hjardemål Kirke har et forholdsvis meget bredt og højt, hvidkalket tårn. På grund af både beliggenheden og højden har kirken en langtrækkende fjernvirkning, og denne var ikke mindre, før de store klitplantager voksede op. Tårnet har formodentlig fungeret som sømærke, siden det blev bygget omkring 1500.

Romansk kirke med stort tårn

Et besøg i Hjardemål Klit bør også omfatte Hjardemål Kirke for enden af Klitvejen. Det er en romansk kirke med skib og kor fra omkring år 1200, og et meget stort tårn fra senmiddelalderen. Våbenhuset på kirkens sydside er bygget til i 1800-tallet. Kirken har en høj beliggenhed, og ikke mindst takket være det høje tårn kan den ses på meget lang afstand over de lave engarealer syd for Hjardemål.

Klitter og skov

Hjardemål sogn består for en stor del af hævet havbund, altså meget sandet jord, der gennem tiden har været udsat for sandflugt. Således var næsten en tredjedel af agerlandet ødelagt af sand i 1625. Man anlagde de første plantager i Hjardemål Klit i 1894, men hovedparten er plantet efter år 1900, og de store trædækkede arealer har stor betydning for det indtryk, man får af landskabet i dag.Før klitplantagerne voksede op var Hjardemål Kirkes tårn også synligt fra havsiden, og det blev formodentlig anvendt som sømærke, før man fik fyrtårne (f.eks. Hanstholm Fyr 1843), sømærker (f.eks. båken ved Vigsø 1893) og senere de moderne navigationsmetoder.

Besættelse 1970

Hjardemål Kirke blev desuden kendt ved en episode i 1970, hvor der var sommerlejr, "Thylejren", i Frøstup. Lejren var arrangeret af Det Ny Samfund med rødder i studenteroprøret fra 1968. Nogle af folkene herfra besatte kirken, men de lokale, heriblandt fiskere fra Hanstholm, satte sig for at få dem ud. Politiet måtte gribe ind for at undgå store sammenstød. Thylejren fungerer stadig, bl.a. takket være en særlov i stil med den der gælder for fristaden Christiania i København.

Sources:Danmarks Kirker Thisted Amt 1940-42, s. 350-59.Thisted Museum og Lokalhistorisk Arkiv

Author: Charlotte Boje H. Andersen, 2004 Copyright: Region: Thy, Kirkegårdsvej 6 Hjardemål, 7700 Thisted Published: 2006-03-07 Churches, Chapel & Cathedrals/

Roter din telefon