main menu
Voerså
Seværdigheder
Havnen i Voersaa 2006 ©Sæby Museum
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Landsbyen Voerså ligger langs landevejen fra Sæby ved Voer Å's udløb i Kattegat. Langt tilbage i tid har landbrug, sejlads og fiskeri kendetegnet Voerså. Med anlæggelsen af en havn i 1907 fik byen karakter som en fiskeriby. Åhavnen vedligeholdes stadig som et minde, mens en nyere jollehavn betjener moderne lystfartøjer.

Den slyngede vejby

 Langs vejen mod Aså, syd for broen over Voer å, ligger Voersås gamle gårde stadig som vidner om, at selvom fiskeriet og søfarten var af stor betydning, så var landbrug hovederhvervet i landsbyen helt frem til 1900-tallet. Voerså optræder første gang i de skriftlige kilder i 1328 under navnet 'Worthesaa'. Oprindeligt opstod landsbyen som en såkaldt 'slynget vejby' langs landevejen Sæby-Aså på grænsen mellem det flade marine forlands engarealer og stenalderhavets hævede bund, der kunne opdyrkes. Bebyggelsen spredte sig på begge sider af Voer å, hvor der meget tidligt må have været etableret en broforbindelse.Byens størrelse kendes første gang i 1578, hvor der blev overdraget 22 gårde, 2 bol og 190 gadehuse til Ingeborg Skeel på Voergård. Landsbyens marker lå nord og vest for byen med enkelte smalle agre ud mod kysten. Det var en landsby af en betydelig størrelse, men i Voerså var der også basis for aktiviteter ud over det traditionelle landbrug.

Fiskerleje og søfart

Voerså skylder havet og den mægtige å sin placering. Efter tilsandingen af Elling Å's udløb nord for det nuværende Frederikshavn var Sæby Å og den vandrige Voer Å nogle af de eneste sejlbare naturhavne i Vendsyssel. I modsætning til Sæby udviklede Voerså sig dog aldrig til en 'søkøbstad', men langt tilbage i tid har åhavnen givetvis været i funktion til fiskeri og som en betydelig handels- og ladeplads. I 1700-tallet sejlede flere på skudefart med brændsel og jern til Aalborg og fyldte returlasten med træ til videre transport over havet. Helt tilbage i 1500-tallet kendes der til skippere fra Voerså, der deltog i pinsemarkedet inde i Aalborg. Søfarten var vigtig for den lille landsby, og i 1852 var der endda planer om, at dampskibet Waldemar på sine ture mellem København og Frederikshavn regelmæssigt ville lægge til i Voerså. Det blev dog aldrig tilfældet. Åen var stor nok til at etablere en havn, hvor der kunne landes fisk i læ for vind og vejr, men de naturgivne forhold satte visse begrænsninger for, hvor stort havnebassinet kunne blive.

Fiskeribyen Voerså

I dag bærer Voerså især præg af fiskeriets udvikling i det 20. århundrede. I 1907 blev der opført et bolværk og slæbested på nordsiden af Voer å, hvor der ligeledes etableredes taljer, ophalerspil, ishus og fiskeeksporthus. Med moderniseringen af fiskerihavnen ekspanderede fiskeriet og fik karakter af egentligt erhvervsfiskeri. Da fiskefartøjerne efterhånden blev motoriserede, måtte besejlingsforholdene omkring åhavnen sikres. I 1919 byggedes den første pæleskærm ud i Kattegat for at forhindre tilsanding af udsejlingen, og i de følgende år blev pælerækken forlænget, så fiskerne skulle passere en lille kanal gennem sandaflejringerne.Fiskerne boede langt tilbage i småhusene ned til åens nordre brink, og med fiskeriets ekspansion blev dette kvarter udbygget omkring et netværk af småveje, der frem til i dag har bevaret deres oprindelige grusbelægning. Med de gamle småhuse, 1900-årenes nybyggerier og den organiske vejstruktur opstod et enestående charmerende miljø.

Voerså i dag

De sidste erhvervsfiskere forlod Voerså i 1970'erne, og selvom enkelte fritidsfiskere fortsat holdt til i åhavnen, begyndte den så småt at forfalde. Etableringen af en lystbådehavn ved Voer Å's udløb i 1980'erne gav nyt liv til byen, men med tiden viste det sig nødvendigt for de to havne at arbejde sammen. Voerså-borgerne arbejdede i fællesskab for en løsning, hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at det gamle fiskerleje har kulturhistorisk betydning. Med midler fra EU lykkedes det at gennemføre en samlet renovering af Voersås to havne. I 1998 kunne det samlede havneanlæg derfor indvies under navnet Voerså Fiskerleje.

Sources:Berg, Annemette Løkke & Jens Thidemann: Voerså. Kulturmiljøbeskrivelse Regionplan 2005. Nordjyllands Amt 2006.Byskov, Søren: Aså og Voerså, to fiskerihavne i Vendsyssel. Sjæklen Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Esbjerg 1998.Larsen, Bent Bang: Saltlandet. Sæby Museum 2000.Larsen, Bent Bang: Kysten ved Sæby. Havets Nordjylland. Museernes rejser gennem Nordjyllands kultur og historie. Nordjyllands Amt 2002.Trap. Hjørring Amt, 5. udgave, 1960.

 

Author: Annemette Løkke Berg & Jens Thidemann, Sæby Museum & Morten Pedersen, 2006 Copyright: Morten Pedersen & Region Nordjylland Region: Nordjylland, Published: 2007-01-12 Beaches and coast/Geology/Rivers and lakes/Harbours, Piers & Wharfs/Houses/Agriculture/Fishing/Trade and market places/Sailing routes/Trading routes/

Roter din telefon