Thagaards Plantage

Vest for rastepladsen ved Kystvejen, ca. 1 km nord for vejen til Bøgsted Rende ligger Thagaards Plantage, som er en del af Tvorup Klitplantage. Træerne, der vokser tæt, er forkrøblede og danner nærmest en troldeskov. Det er primært rødgran og birketræer, som er brede men forholdsvis lave, og nogle af træerne er efterhånden delvis gået ud og dækket af mos. En afmærket sti fører fra parkeringspladsen til plantagen, ligesom skovveje fører ned til havet og det flotte sømærke ved Bøgsted Rende.

Sandflugtskommissær Lauritz Thagaard

Den lille plantage har sin helt egen historie. Som et led i den omfattende sandflugtsbekæmpelse, der blev sat i værk fra statens side sidst i 1700-tallet, blev Lauritz Thagaard udnævnt til sandflugtskommissær. Han fik til opgave at organisere arbejdet i klitterne, som skulle udføres af bønderne, og han udviklede arbejdsbesparende redskaber og metoder som f.eks. plantning i pløjede furer. Tættest på havet plantede man hjelme. Det er en meget taknemmelig plante, som let forveksles med marehalm. Hjelme kan have rødderne flere meter nede i klitterne og holder godt på sandet; faktisk trives planten bedst, hvis der er sandfygning omkring den. Længere inde i klitarealerne plantede man træer, men de første forsøg mislykkedes. Dette skyldtes bl.a. at man valgte birk og rødgran, som ikke tålte den salte luft og den skarpe vind, som de første spæde træer i området jo var meget udsatte for. Nogle træer klarede dog at slå rod, og Thagaards Plantage er en lille overleveret rest af disse første træplantningsforsøg.

Tvorup Skovhus

Inde i plantagen er en lysning, hvor der har ligget et gammelt klitløberhus. Det blev opført i 1818 som bolig for den mand, der skulle holde øje med det nytilplantede område. Hustomten er undersøgt ved arkæologiske udgravninger.

Kartofler og planteskole

Sandflugtskommissær Thagaard havde mere held på andre fronter. Han var med til at introducere kartoflen, som let kan dyrkes på sandede agre, så længe man sørger for at tilføre gødning. Kartoflerne anvendtes i Thy i begyndelsen primært som kreaturfoder, men de blev som bekendt med tiden en væsentlig del af den daglige kost. Thagaard anlagde også en planteskole ved Thisted, hvor man fremdyrkede de træer, der skulle plantes ud. Her var der bedre betingelser for træernes vækst, og dette blev senere til det smukke anlæg i byen, Christiansgave.

Klitplantagerne

De træer, der nu vokser i bl.a. Tvorup Klitplantage og i plantagerne langs hele kysten i Thy, blev plantet sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet, da man havde fundet frem til den meget hårdføre bjergfyr, der kan tåle klimaet ved kysten. Med fyrretræerne blev der skabt læ for f.eks. sitkagraner.

Skovrejsning og sandflugtsbekæmpelse

Ved den jyske vestkyst, og ikke mindst i det skovfattige Thy, var der i 1500 og 1600-tallet store problemer med sandflugt, der bl.a. var en følge af et koldere klima og en lidt for intensiv udnyttelse af klitarealerne. Sandet ødelagde megen god agerjord og tilhørende bebyggelse, og man forsøgte ved love at beskytte væksterne i klitterne, så sandet ikke blev blottet. Lovene kunne ikke dæmme op for problemet, og efterhånden var en stor del af det vestlige Thy alvorligt plaget af sandflugt. Lokalt forsøgte man at stoppe sandet, bl.a. ved at lave små sandvolde. Når disse var tilføget, lavede man nye ovenpå, men det var på ingen måde en effektiv løsning. I 1730'erne blev der gjort forskellige tiltag ved Tisvilde i Nordsjælland, hvor sandet også hærgede i stor stil; bl.a. havde man med held anlagt plantager, og endelig, sidst i 1700-tallet blev der fra statens side på landsplan iværksat en aktiv bekæmpelse af sandflugten. I 1779 blev der udfærdiget en forordning for Thy, som især handlede om, hvordan sandflugtsbekæmpelsen skulle organiseres. Dette blev i vidt omfang baseret på en form for tvangsarbejde fra lokale bønder, der også havde interesse i at få sandet stoppet, og såvel i kystsognene som i deres nabosogne kom bønderne til at lægge en stor arbejdsindsats i klitterne. Der blev desuden foretaget en udskiftning, så de enkelte bønder blev direkte ansvarlige for jordlodderne, og man ansatte klitfogeder til at holde opsyn med arbejdet. Ud fra erfaringerne i Thy kom forordningen i 1792 til at gælde for hele landet. Herefter kom der for alvor gang i arbejdet, og der blev satset på to fronter. Dels beplantning af de åbne klitarealer tæt ved havet, hvor man fik gode erfaringer med at plante hjelme. Dels anlæggelse af plantager i klitterne bag kystområderne. Der skulle mange forsøg til, før man fandt en beplantning, der kunne trives i området. De første beplantninger var med rødgran og forskellige løvtræer, men de voksede ikke godt, og i 1838 blev der nedsat en kommission, som kunne konkludere, at man ikke kunne "fremelske skov på disse steder", og man opgav faktisk at fortsætte. Der er i nogle af klitplantagerne, som f.eks. i Thagaards Plantage, stadig rester af de første mislykkede træplantningsforsøg.

Bjergfyr

Andre arbejdede imidlertid videre med tanken og inddrog nye træarter i forsøgene. Midt i 1800-tallet fandt sandflugtskommissær C.C. Andresen ved forsøg i Hvidbjerg v. Å således ud af, at de importerede træarter bjergfyr, østrigsk fyr og hvidgran trivedes godt i det barske klima. Herefter blev klitbeplantningen genoptaget, og efterhånden blev der "rullet et bjergfyrtæppe ud" over de tidligere så urolige indlandsklitter. Når bjergfyrren først var etableret, kunne der i læ af disse - og især i områder med god jord under sanddækket - plantes andre typer nåletræer og løvtræer, og derfor kan klitplantagerne nogle steder i dag være ret varierede. Man erfarede desuden, at klitplantagerne skulle ligge 1 km. fra kysten - tættere på kunne træerne ikke gro; de kystnære klitter kunne til gengæld dækkes af hjelme, og der etableredes store lyngdækkede hedearealer, der kunne bruges til husdyrgræsning. Med tiden fik man på den måde tæmmet sandet, men sandflugtsbekæmpelse er ikke et overstået kapitel. Man er stadig meget bevidst om at tilrettelægge klitplejen således, at sandflugt begrænses. Og der er særlige regler for færdsel i klitterne, så vegetationen ikke slides i stykker. Nogle steder har sandet dog også fået lov at få frit spil, så naturens dynamiske kræfter kommer til udtryk.

Author: Charlotte Boje H. Andersen 2005 Copyright: Region: Thy, Thagaards Plantage, Kystvejen Published: 2006-01-06 Forests and woodlands/