main menu
Klitmøller kirke
Seværdigheder
Klitmøller Kirke, ©Museet for Thy og Vester Hanherred
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Klitmøller Kirke er bygget i 1871-72. Altertavlens billede er malet af kong Christian IX's dronning Louise.

Klitmøller fik sin egen kirke

Klitmøller Kirke er opført i nygotisk stil med kor, skib og våbenhus af rød-brune tegl. Klokken hænger i en tømmerbygget klokkestabel på kirkegården. Kirken blev bygget i 1871-72 som filial under Vester Vandet Kirke, idet Klitmøller var en del af Vester Vandet sogn. Indtil 1872 måtte folk fra Klitmøller således drage til Vester Vandet for at gå i kirke. Alterstagerne og dåbsfadet i Klitmøller er fra henholdsvis 1589 og 1650 og dermed ældre end kirken; de stammer fra Thisted Kirke. 

En kongelig altertavle

Altertavlen er et maleri, malet af kong Christian IX's dronning Louise. Kongeparret besøgte Klitmøller i forbindelse med indvielsen af Thybanen i 1882, og her lovede dronningen at give et maleri til kirken. Motivet er Peters vandring på søen. Rammen omkring billedet er bekostet af Christian X i 1922, og efter en indvendig restaurering fik kirken igen kongeligt besøg i 2002. Her beundrede dronning Margrete sin tipoldemors maleri og den nyrenoverede kirke. I 2001 fandt man også et forgyldt trækors fra den oprindelige alterudsmykning. Det hænger nu over indgangen. I kirkens kapel er ophængt resterne af en køl fra en sandskude. Sådanne skibe blev brugt til den skudehandel mellem Danmark og Norge, der var meget vigtig for Klitmøller i 1500- til 1800-tallet.

Kirkegården

På kirkegården finder man et monument over de 14 omkomne fra barken Sleipner, der forliste ud for Klitmøller i 1880. Skibet var på vej fra Grimsby i England til København med kul. Skibet lækkede og kaptajnen forsøgte at sætte skibet på land ved Klitmøller. Dette mislykkedes, da skibet strandede på en revle og blev slået i stykker af bølgerne. Det var ikke muligt for Redningsvæsenet at redde søfolkene.Der er på kirkegården også en gravsten over fire lokale fiskere, der druknede under en storm i 1892 og en sten over 12 fiskere, som krigsforliste i 1944. I november 1943 blev der begravet en pilot fra de allierede styrker på Klitmøller kirkegård. Han var sammen med tre andre i et fly på patrulje over Nordsøen, hvor de blev skudt ned. Kun Sgt. Pitts blev fundet, idet han drev i land på stranden mellem Hanstholm og Klitmøller.

Sources:Henning Skov: Barken "Sleipner"s forlis ved Klitmøller 1880. Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1984, s. 12-20. Frank Weber: Allierede flyvergrave i Thy og Vester Hanherred. Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1995, s. 95-100.

 

Author: Charlotte Boje H. Andersen Copyright: Region: Thy, Vangvej 8 Klitmøller, 7700 Thisted Published: 2006-01-06 Churches, Chapel & Cathedrals/

Roter din telefon