main menu
Museumcenter Hanstholm
Seværdigheder
En af de fire store 38 cm. kanoner under montering sommeren 1941.©Museumscenter Hanstholm
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Museumscenter Hanstholm er bygget op omkring det store tyske befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig. I en af de store kanonbunkers er der indrettet udstilling, og i 2001 er der bygget en ny og arkitektonisk spændende udstillingsbygning ved museet. Om sommeren kører et lille tog på den gamle ammunitionsbane.

Anden Verdenskrigs kulturspor i Hanstholm

I løbet af 2. verdenskrig byggede tyskerne en stærk kystbefæstning i og omkring Hanstholm på grund af områdets strategiske beliggenhed ved indsejlingen til Skagerrak. Resultatet var ca. 600 betonanlæg i Hanstholm, dertil kom tilknyttede anlæg langs kysten fra Agger til Bulbjerg. Museumscenter Hanstholm har til huse i en af de store bunkers, der rummede en 38 cm-kanon. Ved bunkeren er opført en ny bygning, hvori der er udstillinger om Atlantvolden. På dele af den gamle ammunitionsbane kører et lille tog. Syd for Hanstholm-knuden og Hanstholm Fyr, i kanten af Hanstholm Vildtreservat ligger "Første batteri". Det var her de første kanoner blev opstillet i 1940, så man kunne dække den ikke-minerede del af Skagerrak. De bunkers, der ses i området, er fra Atlantvoldsbyggeriet i 1942 og rummede bl.a. fire 17 cm-kanoner. Stier leder besøgende rundt mellem anlæggene i det flotte klitlandskab.

Den stærkt befæstede Hanstholm-knude

I november 1940 påbegyndtes det store forsvarsværk på Hanstholm-knuden. Kernen i batteriet var fire store 38 cm kanoner, der havde en rækkevidde på 55 km, altså halvvejs til Norge. Tilsvarende anlæg med 38 cm kanoner blev opført på Norges kyst, så farvandet var dækket. Hver kanon stod i en stor kanonbrønd med et tilknyttet bunkeranlæg på i alt 3000 m2. Hele 38 cm-batteriet havde en bemanding på 600 mand, og til hver kanon var der knyttet 90 mænd, som boede og arbejdede i bunkeren. Rundt om batteriet blev bygget en række andre anlæg, der først og fremmest havde til formål at beskytte det mod angreb. På jernbaneskinner transporteredes de 800 kg tunge granater fra ammunitionsbunkerne til kanonbunkerne, hvor de med en sindrigt indrettet teknik blev løftet ind til kanonen.Hanstholm-batteriet, der var fuldt operativt fra sommeren 1941, kom aldrig i kamp, idet ingen fjender viste sig. Der var dog prøveskydninger med kanonerne, og luftværnsskytset kom jævnligt i brug mod allierede fly, som fløj over Hanstholm, men aldrig rettede angreb mod fæstningen. Bl.a. blev der skudt en amerikansk B17-bombemaskine ned i februar 1944. Propellen fra denne blev for nogle år siden fisket op vest for Hanstholm, og den indgår nu i udstillingerne på MuseumsCenter Hanstholm.

Tyskerne i Hanstholm

Da der var flest, var der omkring 4000 tyskere i Hanstholm. Disse bemandede kanonerne og overvågede området. I sommeren 1942 byggedes en sportshal, der også fungerede som teater- og biografsal, hvor man kunne samle alle. Et af argumenterne for at bygge hallen var, at man her kunne fejre førerens fødselsdag. Denne bygning med de arkitektonisk flotte linier er i dag en del af Hanstholm-hallen. På samme måde ligger husene, der rummede besættelsesmagtens sygehus, kostforplejning, værksted og administration endnu i byen og er karakteristiske indslag i bybilledet. I december 1943 var feltmarskal Rommel, også kaldet "ørkenræven" på et kort besøg i batteriet som et led i hans inspektion af Atlantvolden i Danmark.I 1942 evakuerede man civilefolkningen fra Hanstholm, der bl.a. blev genhuset i barakker ved Ræhr.I fiskerlejerne ved Vestkysten var der tyske kystvagter, og der blev bygget bunkers på flere lokaliteter. Disse er stadig markante elementer i landskabet ved Bulbjerg, Vigsø, Lyngby og Agger.

Spærring af Skagerrak

Allerede natten til 9. april 1940, der var dagen for tyskernes besættelse af Danmark, udlagde tyskerne miner i Skagerrak for at spærre for allierede skibes indsejling til Kattegat og Østersøen. Ind mod land var der en 10 sømil bred åbning, som tyskerne selv kunne færdes i, og den 10. april blev de første kanoner kørt i stilling for at beskytte minespærringen og for at sikre, at kun tyskerne brugte åbningen. Disse kanoner blev stillet op neden for Hanstholm-knuden, tæt på kysten.Efterhånden udbyggedes et stærkt batteri med fire 38 cm-kanoner og en række betonanlæg, hvorfra man kunne forsvare disse. Baggrunden for, at Hanstholm-knuden blev så stærkt befæstet var den strategiske beliggenhed ved Skagerrak, hvor dette var smallest. I Norge opbyggede man lignende anlæg, så store kanoner fra begge sider kunne spærre farvandet.

Atlantvolden

Da tyskerne fra begyndelsen af 1942 for alvor kom til at frygte en invasion, startede de på det 5500 km lange fæstningsbyggeri, der fik navnet "Atlantvolden". Hanstholm-fæstningen blev integreret i denne, som skulle beskytte mod de allieredes landgang fra vest. 38 cm-batteriets betydning blev hermed endnu større, da det var et vigtigt element, at man kunne spærre Skagerrak, og Hanstholm-fæstningen blev Nordeuropas største forsvarsanlæg fra 2. verdenskrig. Som bekendt var det ikke langs den jyske vestkyst landgangen fandt sted, men gennem hele krigen opretholdtes et værn i befæstningerne.

Evakuering af lokalbefolkningen

I 1942 blev den oprindelige Hansted-befolkning, der ved krigens start var på omkring 800 personer, evakueret. Nogle blev genhuset i barakker i Ræhr, andre rejste til Hirtshals og kun 500 vendte tilbage til Hanstholm i 1946. Før Hanstholm-området kunne bebos igen, måtte man dog først rydde de mange landminefelter og istandsætte husene, der havde været indkvartering for tyskerne.Efter krigen gik man i gang med at anlægge Hanstholm Byplantage, dels for at skabe læ, dels for at sløre de mange tyske betonanlæg. Man startede med at plante hurtigtvoksende nåletræer, men er efterhånden gået over til løvtræer, og den lave, men tætte skov omgiver byen med et grønt bælte. Der er afmærkede stier og en naturlegeplads i skoven. Dele af det store befæstningsanlæg ligger i arealerne omkring Museumscenter Hanstholm og er meget synlige elementer i landskabet.Ved Kristiansand i Norge, på den anden side af Skagerrak ligger et 38 cm batteri, der sammen med anlæggene i Hanstholm skulle lukke indsejlingen til Skagerrak. Her er bevaret en af de store kanoner og en del inventar i bunkerne.

Sources:Jens Andersen: Atlantvolden - fra Agger til Bulbjerg. Varde 1999.Museumscenter Hanstholm

Author: Charlotte Boje H. Andersen, 2004 Copyright: Region: Thy, Molevej 29, 7730 Hanstholm Published: 2006-01-06 Fortifications/

Roter din telefon