Lyngby ligger som en ensom bebyggelse, langt ude i klitterne vest for Svankjær. Den lille by, der er anlagt et stykke fra havet, i læ bag høje klitformationer, omgives af heder og plantager. I alle retninger er der langt til nærmeste naboby. 

Udvandrere fra Agger

Lyngby opstod i 1864, hvor en flok fiskere udvandrede fra Agger, hvor de havde svært ved at få det daglige brød. I Lyngby var hovederhvervet for byens indbyggere fiskeri. Som et supplement til dette dyrkede man afgrøder på jordlodder i klitterne og havde husdyr, primært får. I dag har Lyngby kun få faste beboere tilbage, og en del af de gamle huse bruges som sommerhuse. På grund af omfattende fredninger af klitarealerne - samt måske den meget isolerede beliggenhed - er det lille fiskerleje blevet forskånet for det nyere sommerhusbyggeri, der karakteriserer så mange andre lokaliteter ved havet. Midt i byen ligger det gamle redningshus, der i dag er indrettet med køjer, og hvor man for et beskedent beløb kan overnatte. Nord for Lyngby ligger restene af det kystbatteri, der blev bygget af tyskerne under 2. Verdenskrig. Det var bemandet med 100-150 mænd, der under krigen på godt og ondt prægede dagligdagen i Lyngby.

Fiskeriet

Fortsætter man gennem Lyngby, videre mod vest kommer man ad en snoet, smal og ca. 1½ km. lang vej til parkeringspladsen ved stranden, hvor der ligger et pakhus fra den tid, hvor der var gang i fiskeriet fra Lyngby. Den æra er for længst forbi, idet det bl.a. på grund af vanskelige landingsforhold blev mere fordelagtigt for fiskerne at sejle ud fra Thyborøn Havn. På vejen kommer man også forbi det sommerhus, Chr. IX's barnebarn prinsesse Margrethe havde her omkring 1920. Således har Lyngby gennem tiderne været mål for turisme. Både de lokale, der skulle en dag til havet, og folk længere væk fra holdt af at komme her. Gæstelisten tæller udover nævnte medlem af kongefamilien såvel højtstående embeds- og forretningsfolk fra København som skuespillerinden Clara Pontoppidan. Dengang som nu er det dejligt at besøge stranden ved Lyngby en sommerdag, ligesom det er både barskt og betagende at vende tilbage under en efterårsstorm, hvor naturen raser.

"Himmerige"

I 1864 tog seks familier fra Agger og Aalum den beslutning, at de ville flytte et andet sted hen. Der hvor de boede, havde de problemer med, at havet tog deres jord, og fremtidsudsigterne var ikke gode for dem. Derfor drog de ud fra deres hjembyer og vandrede mod nord, hvor de fandt et sted at bosætte sig på en lyngslette i Hvidbjerg Klit. Her var jord at dyrke og et godt sted at bo i læ bag havklitterne, men alligevel så tæt på havet, at de kunne fiske. Efter sigende udbrød en af konerne, da hun ankom: "Nu går vi lige ind i himmerige" Og i efteråret 1864 blev de nye indbyggere indskrevet i Hvidbjerg v. Å sogn; Lyngbys beboere havde 5 km. til kirke, missionshus og skole. Jorden blev købt fra gården Lyngholm, og den nye bebyggelse fik navnet Lyngby. I de følgende år flyttede flere familier til, og der kom også ganske unge piger, der arbejdede som tyende.

Fiskeri

Mændenes primære beskæftigelse var fiskeri, og efterhånden som jernbanen kom til, blev fangsten afsat via. Bedsted Station, først skulle der dog etableres en vej fra Lyngby til Hvidbjerg. Der blev også bygget pakhus og ishus, så fisken kunne blive sendt forsvarligt af sted. Landingsforholdene ved Lyngby var imidlertid ikke gode, så i begyndelsen af 1930'erne byggede man høfde for at bryde bølgerne og den stærke strøm. Men det hjalp ikke, og derfor gik man senere over til at fiske fra Thyborøn. Hver lørdag aften tog fiskerne hjem for at holde søndag i Lyngby, hvor familierne stadig boede. I en artikel i anledning af Lyngbys 100 års jubilæum i 1964 nævnes det som karakteristisk for Lyngby, at der til hverdag var så få mænd. Bybilledet prægedes af kvinder, børn og ældre.

Stormen i 1885

Fiskeriet var et hårdt slidt og desuden farligt. Derom vidner den store ulykke, der indtraf den 23. december 1885. Det var godt havvejr, og alle bådene var sejlet ud for at fiske. Pludselig rejste havet sig, og otte mænd - eller halvdelen af Lyngbys fiskere - druknede den lillejuleaften. Alle hjem var på en eller anden måde berørt. De druknede blev begravet nytårsdag, og en mindeplade i Hvidbjerg v. Å kirke opremser navnene på dem. Efter dette indhug i fiskerne i Lyngby havde de overlevende meget at gøre for at mætte de mange munde, og selv søndagene måtte tages i brug. Der blev desuden iværksat en stor indsamling til de efterladte. Kongen gav det største bidrag på 300 kr., og der kom penge fra alle dele af landet. Senere var der også andre drukneulykker, men den tragedie, der i 1893 ramte flere steder på vestkysten, hvor 49 fiskere druknede, gik forbi Lyngby. Fiskerne herfra var kæntret natten før, men med lykkelig udgang, og af den grund tog de ikke på havet den nat, der var så katastrofal for mange.

Redningsvæsen

I forbindelse med strandingerne ved vestkysten fik Lyngby en raketstation i 1882. Med raketapparatet kunne man få trosser ud til et strandet skib, og ved hjælp af en redningsstol fire søfolkene i land. Fiskerne ønskede imidlertid også en redningsbåd og søgte om det flere gange. De fik afslag, bl.a. med den begrundelse at befolkningen var for lille i Lyngby - og at redningsmandskabet formodentlig ville være ombord på de fiskerbåde, redningsbåden skulle hjælpe i land. Det var jo de samme mænd, der var fiskere og redningsfolk. Desuden blev det vurderet, at en af redningsdamperne i Thyborøn ville kunne være klar til assistance hurtigere end en lokal redningsbåd. I 1920 engagerede prinsesse Margrethe, der var datter af Chr. IX's søn prins Valdemar og havde sommerhus i Lyngby, sig i sagen og sørgede for, at fiskerlejet fik en redningsbåd. Den første båd var imidlertid ikke god, og det viste sig, at den tidligere havde været brugt ved Lilleøre, hvor den var kæntret og 12 redningsfolk druknet! Der blev klaget, og der kom en ny båd. I 1946 reduceredes redningsstationen igen til raketstation, og denne blev nedlagt ved en nyordning af redningsvæsenet i 1975. Redningshuset, der ligger midt i byen, bruges nu som primitivt overnatningssted for turister.

Krig og kanoner

Under 2. verdenskrig anlagdes et kystbatteri med adskillige bunkers og kanonstillinger nord for Lyngby. Batteriet skulle "lukke hullet" mellem de større batterier på Agger Tange og i Klitmøller, og befæstningen var et led i Hitlers Atlantvold, som skulle beskytte mod invasion fra vest. Det lille samfund i Lyngby kunne ikke undgå at blive påvirket af de nye, ret nære naboer, og i begyndelsen af krigen var de tyske soldater endda indkvarteret hos de lokale, mens der blev bygget barakker og mandskabsbunkers. Som så mange andre steder var lokalbefolkningen nødt til at finde sig i tyskernes tilstedeværelse, og man kunne ligefrem have gemytligt samvær med dem. Fra Lyngby er der beretninger om, at tyske soldater holdt af at lege med børnene. De lokale, der jo boede ret isoleret, turde i øvrigt heller ikke gøre oprør mod de mange tyskere i området.

Sommerhuse

Allerede i mellemkrigstiden blev der bygget sommerhuse i Lyngby, og desuden havde mange turister privat indkvartering hos byens beboere. Stedet var tillokkende på grund af naturen og den fred og ro, der måske i mindre grad var at finde i større fiskerlejer som f.eks. Klitmøller, hvor Thisteds borgere havde sommerhuse. Det var i hvert fald ikke de moderne bekvemmeligheder, der lokkede folk til Lyngby. Der blev først indlagt elektricitet i 1965; før det havde man klaret sig med gas- og petroleumslamper, men uden f.eks. køleskabe, fjernsyn og støvsugere. På trods af de nye muligheder i hjemmene begyndte en større fraflytning i 1970'erne; nu er der kun omkring 20 fastboende, og de gamle huse er eftertragtede som sommerhuse for dem, der søger roen og den store natur. Kvaliteter egnen omkring Lyngby til stadighed kan tilbyde.

Sources:

Knud Madsen Nielsen: Verdenskrigen i Lyngby. En Lyngbydrengs erindringer om livet i det lille fiskerleje i Sydthy. 1991.

Author: Charlotte Andersen (E. Andersen red.) Copyright: Region: Thy, Lyngbyvej, 7755 Bedsted Published: 2006-01-06 Settlements/