main menu
Lodbjerg
Seværdigheder
Photo: Mogens Elberling ©Viborg Amt
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Lodbjerg er i dag et øde skov- og klitområde med en lille, ensom kirke og et fyr. Områdets historie gennem de sidste 10.000 år afspejles i skrænterne mod havet, og gravhøjene, kirken og fyret fortæller om menneskers levevilkår gennem tiderne.

Lodbjerg - klitter, plantage, fyr og kirke

Ved Lodbjerg viser naturens kræfter sig i al deres vælde. Havet slår ind mod skrænterne og gnaver af kysten, som hvert år rykker lidt mod øst. Over en halv kilometer er det blevet til i de sidste 200 år.Samtidig har vestenvinden begravet landet under flere meter flyvesand og omskabt det til et stort, øde naturområde. Men det er kun på overfladen. Under klitternes sand ligger et gammelt kulturlandskab, som er formet af naturens og menneskers virke gennem årtusinder. Nu er flyvesandet bundet af bevoksning, og skoven dækker store dele af den tidligere sandslette. Lodbjerg Klitplantage blev anlagt i 1923 og er dermed en af de yngste plantager i Thy. Den dækker i dag ca. 1050 hektar, heraf ligger omtrent halvdelen som åbne hedearealer. Der er afmærkede vandreruter i området. Fra toppen af Lodbjerg Fyr, har man en enestående udsigt over hele området.

Kystskrænten

Kystskrænten lader os se et snit gennem Thy fra istiden til i dag. Nederst ligger stenet ler, som isen efterlod under sin tilbagetrækning for ca. 18.000 år siden. Dengang lå kysten flere kilometer længere mod vest, og Lodbjerg var et bakkeland som man ser det længere østpå i Thy. Ved afsmeltningen af isen steg vandstanden i havet, og Lodbjerg blev en ø eller halvø, omskyllet af stenalderhavet. For ca. 4000 år siden blev vandstanden i havet igen lavere, og dele af havbunden blev tørlagt. Herved blottedes mængder af sand, som begyndte at blæse ind over land. Oven på istidsleret ser man i skrænten de metertykke lag af flyvesand, gennemtrukket af mørke striber af muldjord. Ofte er der flere muldhorisonter over hinanden, og nogle rager ud som terrasser fra den stejle skrænt. Her kan man være heldig at finde et potteskår eller et flintafslag. Det er gamle overflader, dannet i perioder, hvor sandflugten lå stille, og bevoksningen kunne få fodfæste. På disse flader lå der fra tid til anden huse og marker, indtil vinden igen tog fat og begravede alt under nye sandlag. Kun oldtidens gravhøje og den lille Lodbjerg Kirke, som rager op over sandet, viser i dag, at området engang har huset mennesker.

Gravhøje

Fra gravhøjene Baunhøje nord for Lodbjerg Kirke har man en vid udsigt. Højgruppens navn stammer fra tidligere tiders brug af den største af højene som signalpost. Den er 5 m høj, og når der flammede et bål på toppen af den, kunne det ses viden om, helt til den næste bavnehøj, hvor man sendte "beskeden" videre. På denne måde kunne man hurtigt sende signal gennem hele landsdelen, hvis en fjende nærmede sig. Metoden med bavne-bål blev brugt sidste gang under "slavekrigen" i 1848. Gravhøjene er formentlig opført for 3.500 - 3.000 år siden, i ældre bronzealder. Nord for fyret ligger to andre grupper af høje, som er delvis skjult af sandet. Thy har generelt mange gravhøje fra bronzealderen. En smuk samling gravhøje findes på Ydby Hede, ca. 25 km fra Lodbjerg.

Sources:

Skov og Naturstyrelsens vandrefolderDavid Liversage: Sandflugtens og klittens forhistorie. Historisk Årbog. Thy og Vester Hanherred 1993, s. 21-32.

Author: Anne-Louise Haack Olesen 2003 og Charlotte Boje H. Andersen 2004. Copyright: Region: Thy, Lodbjerg, 7755 Bedsted Published: 2006-03-09 Landscape types/

Roter din telefon