main menu
Agger Tange, Kystsikring
Seværdigheder
Photo: Karsten Bay Christensen ©Karsten Bay Christensen
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Høfderne ved Vestkysten er i dag med til at give kyststrækningen et buet forløb. De er sammen med diger og dæmninger anlagt for at bremse havets nedbrydning af kysten.

Kystsikring har to formål: At værne mod oversvømmelser og at forhindre havets nedbrydning af kysten. Allerede i 1840 iværksatte man et arbejde med at bygge kunstige klitter på Harboøre og Agger Tange. Men disse var sårbare over for stormfloderne, der skyllede ind over tangen, og de kunne ikke stoppe den fortsatte nedbrydning af kysten.

Den første kystsikring

Sidst i 1800-tallet lavede man forsøg med høfdebyggeri ud for Thyborøn, der var stærkt truet af havet, og ud for Flade Sø. De første høfder var imidlertid alt for svage og forsvandt i havet efter få år. Derefter gik man over til at lave dem kraftigere ved hjælp af store sten og senere betonblokke. På land stødte høfderne til et dige, hvis top lå fem meter over den daglige vandstand. Efter en kraftig storm i 1911 brød havet alligevel igennem på tangen, og man måtte bygge en endnu større dæmning. Der var dog ikke tvivl om, at høfderne havde gjort sit til, at skaderne ikke blev endnu større.  

Diger

Ud for Flade Sø forsøgte man sig i 1930'erne med et trappedige, som man kendte fra havdigerne i Holland. I 1936 blev diget prøvet af under en storm - og bestod ikke! Sandet bag trappen blev skyllet væk, og bølgernes pres på digets overside fik det til at bryde sammen. Nye digebyggerier blev sat i gang, og i 1950-erne blev der anlagt tilbagetrukne diger samt dæmninger mellem Tolbøl ved Lodbjerg og Thyborøn Kanal og ligeledes dæmninger syd for kanalen. Hensigten var at skabe et bredt, fladvandet område foran det tilbagetrukne dige, hvor havet ville "tabe pusten", hvis det brød igennem ude ved kysten.

Høfderne

Beskuer man Vestkysten ved Agger fra luften, fremstår den i dag med en række buede indhak i kysten, og herimellem stikker høfderne ud i vandet. Disse buer er opstået ved havets stadige materialetransport, hvor det gnaver materiale af læsiderne ved høfden og aflejrer det i luvsiden. Høfderne, der går vinkelret på kysten, er bygget i årene 1900-1908, hvor der blev anlagt 29 høfder ved kyststækningen mellem Thyborøn Kanal og Flade Sø nord for Agger By. De har en længde på 220-385 m, dog er den ekstra kraftige dækmole ved kanalen 800 m lang. Mellem høfderne er der langs kysten lavet et kunstigt dige for at beskytte det bagvedliggende land under de store storme. Efter høfderne blev bygget, er kysterosionen formindsket, men de har også den effekt, at havet i højere grad fjerner materiale fra havbunden tæt ved stranden, og der bliver dybere tættere på kysten. Dette er ikke uproblematisk, og man laver fortsat forsøg med nye typer kystsikring.

 

Author: Charlotte Boje H. Andersen 2004 Copyright: Region: Thy, Agger Tange, 7770 Vestervig Published: 2006-03-09 Waterworks/

Roter din telefon