main menu
Stenbjerg
Seværdigheder
Landingspladsen i Stenbjerg. ©Museet for Thy og Vester Hanherred
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Fiskerleje på Thys vestkyst. Byen består af en landingsplads ved havet og en større bebyggelse i læ af klitten.

Stenbjerg ligger og putter sig i det enorme klitlandskab, hvor hjelme og marehalm bølger i vinden. Ligesom andre steder på Thys vestkyst, er også egnen omkring Stenbjerg stærkt præget af sandflugten, der i 1500 og 1600-tallet tvang bønderne til at flytte mod øst, efterhånden som agerjorden blev dækket af sand. Nogle husmænd valgte dog at flytte ud til kysten, hvor de kunne kombinere landbrug i klitterne med fiskeri, og på den måde opstod Stenbjerg-bebyggelsen. 

Skudehandel

Nogle af fiskerlejets indbyggere supplerede i 1600 og 1700-tallet desuden indtægten ved den forholdsvis lukrative skudehandel med Norge. Man har kendskab til en sandskude med navnet Sankt Anna, der sejlede fra Stenbjerg, og på et gammelt kort fra 1789 er markeret et pakhus, som købmændene kunne opmagasinere varerne i. Sandskuderne, som uden for sæsonen kunne bruges til fiskeri, førte korn, ærter, flæsk og smør til Norge. På hjemvejen førte de primært træ og jern, men også heste og forskellige luksusvarer med sig. Efter skudehandelens ophør og statens opkøb af klitarealerne til plantagebrug blev fiskeriet den eneste erhvervsmulighed for klitboerne.

Landingspladsen

Ved stranden finder man i dag den maleriske landingsplads med små hvidkalkede pakhuse, og et gammelt spilhus. Her ligger også det karakteristiske redningshus, bygget af røde teglsten og med flag på den grønne port, hvor en udstilling fortæller om redningsvæsenets historie. En aktiv forening sørger for vedligeholdelse af bygningerne ved landingspladsen.

Stenbjerg by

Selve Stenbjerg-bebyggelsen ligger lidt længere inde, i læ af havklitten. I byen er mange af husene fra begyndelsen af 1900-tallet. Kirken, der blev opført i 1894 og missionshuset, der er fra 1906, vidner om den åndelige vækkelse, der var karakteristisk for flere af fiskerlejerne i Thy. I byens udkant ligger nyere sommerhuse, men omfattende naturfredninger ved Stenbjerg bevirker, at området ikke er så præget af sommerhalvårets turisme som f.eks. nabobyen Nr. Vorupør. Man kan med andre ord fornemme, hvordan det gamle fiskerleje så ud, mens fiskeriet stadig var hovederhvervet. Nu er det ca. 30 år siden, man ophørte med at drive erhvervsfiskeri fra Stenbjerg Landingsplads. I begyndelsen af 1970'erne fortrak de tilbageværende fiskere til Hanstholm havn.

Sources:Charlotte Boje H. Andersen

 

Author: Charlotte Andersen (E.Andersen, red.) Copyright: Region: Thy, Stenbjerg, 7752 Snedsted, Thisted Kommune Published: 2005-12-13 Settlements/

Roter din telefon