main menu
Bulbjerg
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Naturen omkring Bulbjerg er helt enestående. Fra toppen af kalkstensklinten er der vid udsigt over hav og land, og her kan man beskue Danmarks eneste fuglefjeld. Ved Bulbjerg er der også kulturhistoriske levn lige fra gravhøje til tyske bunkers.

Den storslåede natur ved Bulbjerg

 Området ved Bulbjerg er først og fremmest en attraktion i kraft af naturen. Her kan man få indblik i nogle af de processer, der har skabt det landskab, vi kender i dag. Således er Bulbjerg Klint dannet i den sidste del af kridttiden, altså for omkring 60-70 millioner år siden. De flade landskaber rundt om Bulbjerg er betydeligt yngre, idet de består af strandvolde, der dannedes efter landhævningen. Og nogle af klitterne er kun få hundrede år gamle, idet formationerne er skabt af vinden og endelig fikseret ved hjælp af intensive beplantningsarbejder. I havet uden for klinten kan man i dag se resterne af Skarreklit, der hævede sig 15 m over havet, og ligesom Bulbjerg var af kridt med lag af flint. Den styrtede imidlertid i havet under en storm i 1978, og fuglene, der ynglede på Skarreklit, måtte flytte ind til Bulbjergskrænten. Står man øverst på Bulbjerg, helt ude på spidsen ovenpå den tyske bunker, har man en vid udsigt over Jammerbugten og Vigsø Bugt samt over de smukke landskaber i Hanherred. Går man ned til stranden, kan man beskue den imponerende, stejle kridtskrænt ud mod havet, og man kan se flintlagene i kridtet. Ligesom flere andre steder ved vestkysten kan havet her være farligt at besejle. Stengrunden "Bragerne" ud for Lildstrand lidt vest for Bulbjerg har været skyld i mange forlis, og heri ligger måske forklaringen på bugtens navn, Jammerbugten.

Tyske bunkers

Under 2. Verdenskrig kunne tyskerne også bruge Bulbjerg i deres overvågning af Skagerrak, og i 1941 oprettedes en pejlestation på Bulbjerg. Pejlingerne herfra blev sendt videre til hovedkvarteret i Hanstholm. Senere, i 1943, fulgte en udbygning, bl.a. med bunkers til mandskabet og en radarstation. Nogle af bunkerne blev anlagt helt ude på spidsen af Bulbjerg, og her kan man nu se udstillinger om stedets natur og historie. I andre bunkers er der indrettet toiletter og et primitivt overnatningssted. I Vester Thorup Plantage øst for Bulbjerg løber Tankgraven, en lang og dyb med stejle sider, der skulle spærre for passage mellem Hanherred og Thy. grav 

Turister på Bulbjerg

Bulbjerg har på grund af den enestående natur længe været et attraktivt besøgsmål for turister, og der kommer stadig mange mennesker til stedet. Omkring 1900 blev det mondænt at rejse til havet, og den efterhånden tiltagende bilisme gjorde det muligt f.eks. at køre en tur til Bulbjerg. Nogen kom desuden sejlende hertil. Der blev bygget pensionater og badehoteller, ligesom der mange steder var mulighed for privat indkvartering. I 1907 blev der bygget et stort badehotel på toppen af knuden, og ifølge datidens aviser var hotellet tæt belagt i sæsonen. Her holdt f.eks. forfatteren Thit Jensen sommerferie, og hendes mand, kunstmaleren Gustav Fenger fik til opgave at udsmykke hotellets sal. Tyskerne overtog badehotellet i 1940 og brugte det til indlogering i forbindelse med befæstningsbyggeriet, men de sprængte det i luften, da hotellet kom til at ligge i vejen for deres anlæg. Der har siden været planer om at bygge et ny badehotel ved Bulbjerg, men det er aldrig blevet realiseret.

Bulbjerg

Bulbjerg er en 47 m høj kalkknude, der ligger som en ø i et ellers fladt sandflugtslandskab. Kalken er hård kalk, som for ca. 70 millioner år siden blev dannet af kolonier af bryozoer - små dyr, der dannede rev på lavt vand i det varme hav, der dækkede Danmark. Revene blev til kridt- og kalklag, der kunne blive flere hundrede meter tykke. Den øverste del af kalkaflejringerne kaldes danskekalk. Den er hård og fast, og det er den, der danner Bulbjergknuden. Nedenunder ligger den blødere, hvide skrivekridt, som kommer op til overfladen flere steder, bl.a. i området nord for Thisted. Både skrivekridt og danskekalk indeholder flint - dels i knolde, dels i sammenhængende lag. Flint består af kisel, som er udfældet af skeletter fra organismer, som levede i havet. I kalken i Bulbjerg findes også mange forsteninger, heriblandt søpindsvin.Fra stenalderen for ca. 7000 år siden og helt frem mod Kristi fødsel var Bulbjerg en ø. Store dele af Thy var dengang dækket af det såkaldte Litorina hav, som stod helt ind i Limfjorden, og Bulbjergs stejle skrænter blev dannet på dette tidspunkt. Siden da har Thy langsomt hævet sig ud af havet, og Bulbjerg er nu omgivet af flad, hævet havbund mod alle sider. Fra udsigtspunktet Bjerget ved Lild Kirke får man en god fornemmelse for, hvordan Bulbjerg tidligere lå som en ø i havet.Toppen af Bulbjergknuden står nu græsdækket, og herfra er der en fantastisk udsigt. På de stejle skrænter ned mod havet ligger Danmarks eneste fuglefjeld. Her yngler flere hundrede rider, en lille mågeart fra Nordatlanten, som man i Danmark ellers kun kan finde ved Læsø. Mallemukken er i de senere år også så småt begyndt at yngle her. Som så mange andre steder er skarven i stærk fremgang ved Bulbjerg.

Råstoffer

Landskabet i det nordlige Thy præges i særlig høj grad af de geologiske processer. Opragende kalkknuder med flintforekomster og hævet havbund med gamle strandvolde fortæller landskabets historie og har samtidig givet baggrund for udvinding af forskellige råstoffer gennem tiderne. Kalken, kridtet og flinten har været vigtige råstoffer gennem historien, og mennesket har forstået at finde nye måder at bruge materialerne på. Den hårde kalksten har været anvendt som byggemateriale, som relativt let lod sig save i stykker. Ved Bulbjerg og Klim var der i ældre tid regulære stenbrud, hvor man hentede kalkstensblokke allerede i middelalderen. I dag brydes ikke længere kalksten i Nordvestjylland, men der findes stadig huse bygget af kalkstensblokke. Kalk- og flintknolde er også anvendt i kirkegårdsdiger og i murværket i enkelte kirker, bl.a. i Vigsø og Lild. Man har desuden brugt kalk til mørtelfremstilling, bl.a. til kirkebyggerierne. Senere har man også anvendt kalk og kridt til cement samt til jordforbedring. Syd for Hanstholmknuden samt på de flade arealer mellem Hillerslev og Hjardemål foretages der stadig indvinding af råstofferne.Flinten findes både fastsiddende i kalklagene og som løse knolde i strandvoldene på den hævede havbund, hvor de er aflejret af stenalderhavet. Flint har gennem mange tusind år været et vigtigt råstof. I stenalderen var de allerfleste skærende redskaber og våben lavet af flint, og flinthugningen nåede et meget højt stade. Det kan vi se på de mange fornemme flintredskaber, der er fundet i Danmark. I yngre stenalder blev der anlagt regulære flintminer med meterdybe skakter ned i skrivekridtet. Når man ramte et flintlag, fulgte man det i vandrette minegange, indtil man havde fået hugget det hele fri, eller indtil nedstyrtningsfaren blev for stor. Så gravede man en ny skakt ved siden af. Man kan se, at stenaldermenneskene brugte hjortetakker til at hugge flinten fri med, og man må forestille sig, at materialet blev hejset op af skakterne i kurve. Flintminerne kendes flere steder i Thy, bl.a. ved Bjerre nogle kilometer syd for Vigsø. Danmarks største kendte flintminekompleks ligger på Hov Dås nord for Thisted.Da bronzen og senere jernet introduceredes i Danmark, blev flinten som materiale til redskaber fortrængt. Flint blev dog fortsat brugt som ildsten, og fra 1600-tallet og frem udviklede man bl.a. flintbøsser og fyrtøj, hvor der opstår gnister, når flinten bliver slået mod metal. Denne optændingsmetode blev f.eks. i husholdningen først afløst af tændstikken op i 1800-tallet. Flint er ikke godt byggemateriale, da det let sprænges af frosten, men i knust og brændt tilstand kan den bruges til f.eks. vejbelægning. Dette produkt hedder Luxovit og fremstilles som det eneste sted i Kløv, nord for Thisted. Man har også brugt knust flint i fajanceproduktion, bl.a. ved Den Kongelige Porcelænsfabrik, ligesom det bruges til produktion af sandpapir. Flint er stadig et vigtigt råstof.

 

Author: Charlotte Boje H. Andersen, 2004 Copyright: Region: Thy, Bulbjerg, 7741 Frøstrup Published: 2006-03-09 Landscape types/

Roter din telefon