main menu
Blokhus
Seværdigheder
Blokhus o. 1900 med Klitgaards Badehotel
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Blokhus var i 1700-1800 tallet et stort handelssted, hvor man sejlede fragtfart på Norge, England, Tyskland og Danmark. I anden halvdel af 1800-årene begyndte kunstnere og velhavere at komme til byen. Badelivet blev populært ikke mindst pga. den fine brede sandstrand og den korte afstand til Aalborg.

Blokhus ligger på gammel havbund, og ca. en halv km inde i land ser man den gamle kystskrænt – Lien - hæve sig. Området blev hårdt ramt af sand­flugten i 1500-tallet og mange hjem i sognet blev lagt øde.

 

I 1800-tallet igangsatte man marehalmsplantning i flyvesands­bakkerne. Det gav en ekstra skilling til småkårsfolk at "gå i sanden" hvert efterår. Størstedelen af Blokhus Klitplantage blev købt og tilplantet mellem 1895 og 1910, og i dag er der store arealer med hede og nå­letræs­planta­ger.

 

Historie

Muligvis stammer navnet Blokhus fra dengang Ingeborg Skeel på Voer­gård i 15-1600-tallet havde boder og magasiner (blokhuse) til opbevaring af korn, smør og kød, som hun eksporterede til Norge. Stedet blev også kaldt Hune Hvarre (et lavtliggende sted i forhold til Hune).

 

Fra sidst i 1500-tallet menes Aalborg-borgere og her­remænd at have haft boder ved kysten til brug ved fiskeriet. Dette skulle være begyndelsen til det egentlige Blokhus, der i 1700-tallet blev en kendt han­delsplads. Allerede i 1635 var der derfor en privilegeret kro i Blokhus, hvor man kunne købe øl og vin, få en sengeplads og foder til hestene.

 

På Blok­hussletten lå frem til moderne tid en halv snes mindre husmands­steder og nordligst på sletten to gårdbrug. Jorden var ikke meget værd, og de få beboere havde fiskeri som hoved­nærings­kilde. Hvis fiskeriet slog fejl måtte de fattigste nogle gange ind i landet for at tigge hø til deres få køer for at redde dem igennem vinteren.

1772-75 opførtes "den nordre gård" af skudehandler Svend Bondrup og hustruen Maren Hjor­tels. De havde konstant to fartøjer, der handlede på Danmark og Norge. Gården var et imponerende kompleks på 5 bygninger, hvoraf stuehuset var på 51 meter. De øvrige bygninger var stald, lade, gæstestald m.v., samt maltgøreri. Laden blev senere bolig for herreds­fogeden, stuehu­set blev tingsted og herredskontor, og malt­gøreriet blev ind­rettet som arrest. "Den nordre gård" kan man stadig væk se i Blokhus.

En anden – og den sidste – skudehandler var købmand Klitgaard, der kom til Blokhus i 1826. Han havde omkring 10 skuder. Skudehandelen fra Blokhus ophørte endeligt i 1885.

 

Badegæsterne

Allerede fra midten af 1800-tallet begyndte sommergæster at komme til Blokhus - tiltrukket af den friske vesterhavsluft. Forfatteren Meïr Goldschmidts besøg i Blokhus 1865 gav specielt an­ledning til, at Blokhus blev et badested. Han var den første, der offentligt be­kendt­gjorde, at man kunne bade direkte i Vester­havets bøl­ger. Købmand Klitgaard havde i 1844 oprettet et gæstgiveri i to etager og senere drev han også badehotel.

 

Den første sommervilla blev bygget i 1908 og i årene efter fulgte flere med. De kan stadig ses bl.a. på klittoppene. Enkelte af de store sommervillaer er i dag indrettet som feriekolonier. Efter 1. Verdenskrig begyndte de brede lag i befolkningen at komme til Blokhus på ferie eller blot en søndag eller en hverdag efter fyraften. Det var blevet nemmere at komme dertil; med cykel, tog eller rutebil tog turen f.eks. fra Aalborg til Blokhus kun nogle få timer. Mange byggede billige sommer­huse på grunde, der var næsten gratis. Siden 1960’erne er der sket en kraftig vækst i sommerhusbyggeriet omkring Blokhus.

 

Kilder

Blokhus, Turistbrochure fra 1953 (?) med tekst af Th. Olesen Løkken.

Bøgh, Charlotte: Ferieliv i Nordjylland i "Vendsyssel nu og da" nr. 1.

Hansen, Karl: Ved Jammerbugten. 1987.

Hansen, Kirsten Monrad: Tilbage til turismens rødder, Nordjyllands amt, 2002/2005. (Her er også et forslag til en vandretur i byen)

Højbjerg, Arne: Blokhus fra fiskerleje til turistby i Vendsysselske Årbøger 1969.

 

Inger Bladt/Kirsten Monrad Hansen, 2005.

 

Fotos:

s. 38 (Egnssamlingen) Blokhus o. 1900 med ”Klitgaards Badehotel” den nuværende ”Strandingskroen” bygget i 1761 og redningsstationen. Stationen er nedrevet, og mellem dens plads og stranden er i dag et stort feriehotel.

 

S. 44 (Egnssamlingen) “Kancelligården”, Forfatteren Thomas Olesen Løkken købte i 1932 Herredsfogedboligen for at drive pensionat om sommeren og skrive om vinteren. Kunstnervenner fra hele landet samledes her og gav et farverigt indslag i byen. ("Kancelligården" kaldtes den 100 år senere, fordi den havde gjort tjeneste som tingsted og her­redskontor)

 

S. 45 (VHM). Købmand Klitgaard byggede “Hotel Nordsøen” i 1844. I begyndelsen var det ikke indrettet på badegæster med derimod på overnattende i forbindelse med etablering af tingstedet i Blokhus samt på Klitgaards egne kunder. Hotellet nedbrændte i 1958.

 

Luftfoto. Man kan stadig genfinde nogle af de gamle bygninger i Blokhus. (Jørgen Weber og NJA 2002)

Roter din telefon