main menu
Skagen
Seværdigheder
Den tilsandede kirke
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Skagen by ligger på østsiden af Skagens odde, Danmarks nordligste strøg. Skagen var en blomstrende købstad hen mod 1600, men blev herefter plaget af sandflugt og fattigdom. I nyere tid har byen oplevet en opblomstring præget af de berømte kunstnerkolonier, en omfattende turisme og en moderne fiskerihavn.

Det unge land mod nord

Skagens Odde er et 'ungt' landskab, der er opstået med landhævningen for 6-8.000 år siden. Landet vokser stadig. Mægtige sandmængder skyller op langs vestkysten og får hvert år den yderste spids 'Grenen' til at strække sig 7-8 meter længere mod nord. Landets vækst afspejles i Skagens fyrvæsen. Da Limfjordens vestlige åbning tilsandede i middelalderen, blev det nødvendigt for søfarten at søge nord om det farlige Skagens Rev.

Det første vippefyr blev opsat i 1627, og placering af rekonstruktionen på Fyrbakken nordøst for Skagen svarer til nogenlunde beliggenheden af datidens Grenen. I 1747 byggedes Det Hvide Fyr, men efterhånden kom det til at ligge 5-6 km fra Skagens Rev. Det Grå Fyr blev derfor bygget i 1858 to km mod nordøst. Fyret, der blev Danmarks højeste, blev ikke begejstret modtaget af skagboerne. Man frygtede, at fyret ville være så effektivt, at det var slut med strandinger og dermed en vigtig indtægtskilde. I 1956 opførtes Skagen West Fyr på Skagen Nordstrand. 

Fiskerleje og købstad

Skagen opstod i 1300-tallet som en blomstrende bydannelse, der i 1413 fik købstadsrettigheder. I 1540 var byen den største i Vendsyssel. Hovederhvervene var landbrug og fiskeri fra kysten i åbne joller.

Sandflugten hærgede imidlertid fra ca. 1600, hvor stormfloder desuden tog gårde og huse. I begyndelsen af 1800-tallet lå sandet som et ligklæde, og indbyggertallet var svundet ind til ca. 600 mennesker, der levede under kummerlige forhold. Byens kirke fra 1300-tallet sandede til, og i dag står kun tårnet tilbage som et synligt minde om 'den tilsandede kirke.

I løbet af 1800-tallet blev sandet atter dæmpet med tilplantning, og fiskeriet tiltog, indtil der omkring 1900 var ca. 500 fiskere i byen. Fra denne periode er mange af husene bevaret. Byens struktur er formet af de særlige naturgivne omstændigheder. Skagen voksede ikke som andre købstæder frem omkring et torv med ensartede huse i et mønster af smågader. Stranden fungerede derimod som byens 'torv', og huse og gader blev placeret afhængigt af sandflugten, vindretninger, oversvømmelser mm. Virvaret af vejforløb med skæve vinkler blev forbundet med kysten via de mange stier, hvor man stadig kan følge i fiskernes fodspor.

Fiskerihavn

I 1907 indviedes Skagen Havn, der siden er vokset voldsomt, og i dag rummer alt fra småjoller til kæmpemæssige ståltrawlere. På den centrale del af havnen ligger stadig Bindesbølls fiskepakhuse fra 1907, mens de ældste havnebassiner domineres af lystsejlere. Vestligst ligger 'skurbyen', et charmerende lille miljø, hvor de såkaldte hjemmekuttere har redskaber og andet grej i skure opført af genbrugsmaterialer.

Kunstnere og badegæster

Det fjerne Skagen med de barske livsbetingelser havde fra 1870'erne stor tiltrækningskraft på den gruppe af kunstnere, der med Holger Drachmann og Fritz Thaulow i spidsen som en del af det moderne gennembrud søgte et opgør med 1800-tallets romantik i malerkunsten og med omklamringen fra det københavnske borgerskab. Kunsterne samledes fra 1858 på Erik Brøndums hotel, der stadig kan besøges. I hotellets spisesal stiftedes i 1908 Skagens Museum med det formål at samle værker fra Skagensmalerne. Skagens Museum råder i dag over ca. 1.700 kunstværker.Hurtigt blev 'kunstnernes Skagen' dog indtaget af netop det borgerskab, de havde søgt at fjerne sig fra. I slutningen af 1800-tallet kom badeturisterne til Skagen, og især de mere velstående, der havde råd til ferie og til rejsen. Indkvarteringen forandrede Skagensområdet. Brøndums Hotel blev fulgt af bl.a. Skagen Hotel og Skagen Badehotel nær Grenen. Kulminationen var Kong Christian X og Dronning Alexandrines opførelse af sommerresidensen Klitgaarden, der stadig findes ved Skagens sydøstlige udkant. I dag er turismen én af Skagens vigtigste indtægtskilder. Links:

  • Skagenguide

Sources:Trap Danmark, bd. 6, 1960.Hansen, Kirsten Monrad: Tilbage til turismens rødder. 150 års badeturisme langs den nordjy-ske vestkyst. Nordjyllands Amt 2002.Havets Nordjylland. Museernes rejser gennem Nordjyllands kultur og historie. Nordjyllands Amt 2002.Hauerbach, Poul, Arne L. Hansen og Hans Nielsen: Havet-Grenen-Skagen. Sjøbeck 1983.Klitgaard, Carl: Skagen Bys Historie indtil ca. 1870. Einer Nielsen 1928.Larsen, Jan Hammer: Skagen by. Kulturmiljøbeskrivelse, Regionplan 2005. Nordjyllands Amt 2006.Qvistorff, Helge: Nordjyllands kyster ? kendte og ukendte. Skørping 1996.Skagen Kommune Atlas ? Byer og bygninger 2000. Skov- og Naturstyrelsen 2000.

 

Author: Morten Pedersen, 2006. Copyright: Morten Pedersen & Region Nordjylland Region: Nordjylland, Published: 2006-11-16 Sailing routes/Beaches and coast/Geology/Marine life/Landscape types/Harbours, Piers & Wharfs/Historic Hotels and spas/Lighthouses/Markets and trade buildings/Fishing/Trade and market places/Wrecks, rescues etc/Boats and boatbuilding/Food traditions/Museums/Artists, writers etc/

Selve bebyggelsen er uplanlagt og vidner om, hvordan man har lagt husene afhængigt af sandflugt, herskende vindretninger, oversvømmelser m.m. De to hovederhverv landbrug og fiskeri har sammen med naturens råhed haft betydning for byens struktur. Bebyggelsen langs den sydøstvendte kyst har kunnet give en smule læ for den fremherskende vestenvind, lige så vel som ”arbejdspladsen” i form af havet var lige uden for døren.

Skagen Turistbureau
Vestre Strandvej 10
9990 Skagen
http://www.skagen-tourist.dk
+ 45 98 44 13 77
Roter din telefon