main menu
Bløden Hale
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Et smukt naturområde, der er blandt landets geologisk set mest aktive. Der er her et rigt fugleliv i Bovet-Knotten-området, som er udpeget som fuglebeskyttelsesområde og vildtreservat. En tur ad stranden giver ofte fine oplevelser og måske lidt rav - og tilbage ad strandengen ses ofte fine fugle og planter.

Fra parkeringspladsen kan man vandre over klitten til stranden og vandre til sydspidsen af Bløden Hale - det svarer ca. til de godt 1000 meter, som er blevet lagt til i løbet af blot 50 år! Dette ses blandt andet af gamle luftfotos. Her vil der ofte kunne findes rav, men ellers er der også andet spændende opskyl og fugle at kigge på. Fra sydenden af Bløden Hale kan ofte ses sæler, især hvis man med kikkert ser over til Knogene mod syd (ikke tilladt at færdes der i sommerperioden). Om foråret fanges der mange hornfisk her ved løbet, hvor man ofte kan se at vandet fra/ til Bovet har meget fart på - ind eller ud. Tilbage til P-pladsen vandrer man ad strandeng og ser planter og dyr typisk for denne - blandt andet strandmalurt, som man kan benytte til en snaps (træk kun en dag!). Her er også ofte godt med fugle at studere.

Generelt er de lavvandede områder om Læsø med grunde, holme og rønner vigtige som raste- og yngleområder for mange fuglearter. Allerede i 1940 blev Knotten udlagt som et videnskabeligt reservat for at beskytte den genindvandrede bestand af ynglende Svartbag - en meget stor måge, der i dag trives godt. Desuden yngler der i området bl.a. stormmåge, havterne, ederfugl, toppet skallsluger, gravand, rødben, strandskade, stor præstekrave og nogle år klyde.

Før i tiden bjærgede man blandt andet her ålegræs til øens tangtage, men i dag hentes dette fra småøer syd for Sjælland.

Roter din telefon