main menu
Saltbæk Vig
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Saltbæk Vig inddæmmedes i 1860'erne ved opførelsen af en dæmning, som isolerede vigen fra Sejerø Bugt. Saltbæk Vig kan ses ved at gøre en lille "afstikker" ved Eskebjerg Vesterlyng.

Saltbæk Vig
Alleshave er navnet på den "landtange", som udgør Saltbæk Vigs nordøstlige afgrænsning. I 1866 besluttedes det at inddæmme Saltbæk Vig. Det skete ved at opføre en dæmning mellem Alleshave og landområdet på den modsatte side af vigens udmunding i Sejerø Bugt.

Formålet med inddæmningen var at erhverve nyt landbrugsområde gennem dræning, og dette medførte, at Saltbæk Vig blev isoleret fra havet.

Inddæmningen og dræningen af Saltbæk Vig var blot ét af mange lignende projekter i slutningen af 1800-tallet, som alle søgte at øge det samlede danske landsbrugsareal. Det var i årene efter danskernes nederlag til preusserne i 1864, hvor Danmark måtte afstå store landområder til Tyskland. Det er på denne baggrund, at mottoet "hvad udad til tabes, skal indad til vindes" skal forstås.

Omvæltningerne som følge af inddæmningen af Saltbæk Vig har været voldsomme for både mennesker og natur. Den tidligere beskyttede naturhavn i vigområdet fungerede som havn for især beboerne på Sejerø. Dæmningsbyggeriet gjorde  indsejlingen til Sjælland vanskelig.

Projektet med inddæmningen og de forventede nye og frugtbare landbrugsarealer blev aldrig den store succes, og bl.a. digebrud har forhindret total tørlægning af arealerne. Til gengæld har den efterfølgende fredning gjort området til et habitatområde af international vigtighed for fugle og planter.

Der er ikke adgang til Saltbæk Vig, men området kan på afstand ses i sydlig retning fra Alleshave Kirke.

Alleshave
På Alleshave-halvøen har langt hovedparten af indbyggerne ernæret sig ved land- og skovbrug. Mellem 1660 og 1682 blev stort set al skov i området ryddet, og der kan i dag findes rester af egetræ i moseområderne. I lange perioder har bønderne været tilknyttet Lerchenborgs jorder og fungeret som fæstebønder, indtil bønderne fik deres frihed fra godset og egenhændigt begyndte at dyrke jorden i Alleshave. I 1682 var der registreret 16 gårde, som dyrkede i alt 353 tdr. land.

Alleshavebuen
Der er etableret en vandre- og cykelsti, Alleshavebuen, som går rundt på Alleshave og forbi Saltbæk Vig. Stien, som er skiltet, har sit udspring umiddelbart vest for Vesterlyng. Følg skiltene.

Roter din telefon