main menu
Lille Gurre
Seværdigheder
Foto: Else Lützhøft
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I Øbjerggårds have ligger sydøst for gården et lille nærmest cirkelrundt voldsted, omgivet af en vandfyldt grav. Det kaldes nu Lille Gurre. I 1895 blev der her fundet fundamenter af et firkantet tårn. Historikeren P. F. Suhm (død 1798) fortæller i sin Danmarkshistorie, at kong Valdemar den Store havde en vendisk frille (elskerinde), der boede på Lille Gurre.

Lille Gurre kan have været et fremskudt forsvarsanlæg for Vordingborg eller et jagtslot. Man fortalte, at kong Valdemar elskede det og jagten så meget, at han havde sagt: “Når Vorherre til evig tid vil unde mig at jage mellem Gurre og Burre (Vordingborg), så vil jeg gerne afstå min part af Himmerige”.

Gud tog ham på ordet. I mørke nætter, når stormen rasede med bulder og brag, mente man i Sydsjælland nu og da at høre eller se Kong Volmer eller Vollermand fare over markerne eller gennem luften på en hvid eller kulsort hest med otte ben. Foran løb en flok glammende hunde med ildrøde tunger hængende ud af gabet.

Sagn om en sådan vild natlig rytter er kendt fra det meste af Vesteuropa. I de enkelte egne optræder han under forskellige navne. I Småland hedder han Odin, og denne hedenske gud er det sikkert, der er tale om. Herom vidner den ottebenede hest, Odins Sleipner, og rytterens færden, snart gennem luften og snart på jorden.

Den, som Kong Volmer jagede, var et fælt, jætteagtigt kvindfolk, kaldet Slatten Langpatte eller Gjøemor. Hun havde bryster så lange, at hun kunne slænge dem over skuldrene, når hun flygtede for Vollermand. Flere sagn fortæller om vidner til jagten

Tekst: Axel Johansson

Roter din telefon