main menu
Viskinge Kirke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Viskinge Kirke er bl.a. kendt for sine unikke kalkmalerier. Kirken ligger ved Stenstien og er på flere måder et besøg værd.

Viskinge Kirke
Viskinge Kirke ligger i landsbyen Viskinge, umiddelbart nord for banen mellem Kalundborg og Holbæk. Stenstien - løber syd for banen. Mellem Svebølle og Faksbjerg kan kirken ses fra stien i nordlig retning.

Kirken blev opført som stenkirke i begyndelsen af 1200-tallet. Gennem flere ombygninger fra omkring år 1400 gennemgik kirken en forvandling fra romansk stenhus til gotisk kirke. Foruden tårnet blev der bygget et våbenhus på hver side af kirkeskibet. Det ældste på nordsiden er nu lukket ind til kirken og bruges som ligkapel.

Viskinge Kirke er især kendt for sine unikke kalkmalerier.

Kalkmalerierne
Kalkmalerierne er fra omkring år 1425-50. De blev overkalket efter reformationen, men ved kirkens restaurering i 1965 blev billederne renset for kakkelovnsrøg og tilmalinger.

Udsmykningen er fornem og har foruden de to hvælvinger i skibet også omfattet væggene, hele nordkapellet samt formentlig det senere nedrevne kor. Kunstneren, af hvem der ikke er fundet andre arbejder, skiller sig ud fra tidens hjemlige kirkemalere som en af de betydeligste. Figurerne er fremstillet meget plastisk og fremtræder med deres individuelle forskellighed. Variationen i gloriernes udsmykning er særegen. Ornamenterne er meget kunstfærdige. Farverne har oprindeligt været mere strålende. Den kunstneriske baggrund for billederne må søges i den internationale kunst fra 1400-25, muligvis med nærmeste forbillede i den westfalske maler Conrad af Soest.

Adgang til kirken 
Følg vejen langs banen i østlig retning. Efter et par hundrede meter nås asfalteret vej. Her drejes til venstre (krydser banen) og gå til Viskinge.

Kirken er åben på hverdage kl. 8-16. 

Viskinge Kirke
Kirkebakken 1A
4470 Svebølle
Roter din telefon