main menu
Køng
Seværdigheder
Gl. Øbjerggård (Foto: Else Lützhøft)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Køng skrives ca. 1370 Kingæ eller Kyngæ. Dette har medført, at man har tolket det som Kongsø og sat det i forbindelse med kong Valdemar og voldstedet Lille Gurre ved Øbjerggård.

Stednavneforskere mener, at navnet muligvis kommer af det olddanske kwi + endelsen –inge. Kwi betød kvægfold, og –inge er en almindelig endelse, hvis olddanske form var –ingi. Oprindelsen til dette menes at være det olddanske –ingar, nu –inger, folk, der kommer fra et bestemt navngivet område (alsinger fra Als, skåninger fra Skåne).

Stednavne på endelsen –inge kan dateres helt tilbage til jernalderen, hvor man lagde vægt på kvægavl. Kwi-ingerne kan således være de folk, der boede ved kvægfoldene, hvor man samlede kvæget fra de udstrakte enge i Køng Mose. Ved Vængesbjergård sydøst for Køng er der fundet en boplads fra ældre jernalder, og nordvest for Øbjerggård er der undersøgt grave fra jernalderen.

Køng hørte oprindelig til det kongelige gods, der blev udlagt som Ryttergodset Vordingborg. Da rytteriet fik mindre betydning besluttede man i løbet af 1760- og 70-erne at sælge ryttergodserne ved auktion. Vordingborg ryttergods blev inddelt i 12 hovedgårde, som blev solgt i 1774. En af disse gårde var Øbjerggård, som omfattede Køng med kirken, Ring, Lundby Torp og Vintersbølle.

Øbjerggård blev købt af storkøbmanden etatsråd Niels Ryberg for 30.050 rigsdaler. Der var på dette tidspunkt ingen bygninger til godset. Ryberg var søn af en velstående fæstebonde i Ryberg i Salling. Efter at have været i handelslære i Aalborg rejste han til København, hvor han fik borgerskab som grosserer og oparbejdede en stor handelsvirksomhed, samt drev forsikringsvirksomhed. Han blev medlem af direktionen for Det asiatiske Kompagni og var i bestyrelsen for Det vestindiske Handelsselskab.

Rybergs hensigt med at erhverve Øbjerggård var at udvikle den indenlandske høravl og linnedindustri, men han havde også et socialt sigte. I Køng og Ring blev der oprettet spindeskoler, hvor småpiger kunne lære at spinde og dermed få mulighed for senere at forsørge sig.

Disse intentioner blev virkeliggjort af Rybergs fabriks- og godsinspektør Christian Gottfried Voelker. Han var født i Thüringen og havde lært vævning i Husum i Slesvig. I 1778 blev han ansat på Øbjerggård. Der blev indført høravl på godset, og man oprettede spinderiet Køng Fabrik, senere med linnedvæveri, samt fabrikation af damask og drejl. Han indførte moderne dyrkningsmetoder og i 1783 blev gårdene i Køng udskiftet.

En anden artikel, der blev produceret, var det meget benyttede Køngplaster, der blev brugt mod bylder og buldne fingre. Hele denne omfattende virksomhed beskæftigede mange mennesker og har sat sit præg på byen ved 3. Gammel Øbjerggård, nu Køng Museer, 4. Spindeskolen og 5. Hospitalet.

Køng Fabrik fik kun en forholdsvis kort tid i Køng. Ryberg døde 1804 og Voelker 1819. Efter faderens død blev fabrikken drevet af sønnen etatsråd C. Ryberg, men han gik fallit 1820, og staten overtog i en periode driften. På godsets ejendom i Vintersbølle havde man tidligere haft blegeri. Hertil blev hele produktionen flyttet i 1852, og værkstedsbygningerne i Køng blev revet ned. Fabrikationen fortsatte i Vintersbølle til 1906.

Tekst: Axel Johansson

Roter din telefon