main menu
Flagbanken
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Flagbanken er med sine 40 meter over havet et af de højeste steder ved Stevns Klint og byder på nogle flotte udsigter. Stedet var indtil 1991 ejet af Forsvaret, og var under Den kolde Krig raketbatteri med radarovervågning.

Den ene af de gamle radartårne huser i dag en DMI-vejrradar, mens den anden fungerer som fugletårn.

I rummet under vejrradaren og i et udstillingsrum ved siden af handicaptoilettet findes nogle små udstillinger om området og geologien, bl.a. med en udstilling af fossiler fundet ved Stevns Klint.

På Flagbanken findes der desuden bord-bænke-sæt, bålplads, primitiv overnatningsplads med shelter og en udsigtsterrasse for kørestolebrugere.

Flagbanken er om efteråret et af landets bedste fugletrækslokaliteter. På solskinsdage i september kan besøgende være heldige at nyde synet af et stort antal rovfugle, der fra Falsterbo trækker ind over Stevns på deres træk sydover.

Flagbanken er Stevns Naturcenters offentlige tilbud. Naturcenteret har en naturvejleder tilknyttet og er ofte udgangspunkt for organiserede ture. Stedet har overnatningsfaciliteter og kan lejes af til institutioner, foreninger og firmaer.

Umiddelbart syd for Flagbanken ligger det eneste tilbageværende aktive brud ved klinten, Stevns Kridtbrud, der ejes af det schweiziske selskab Omya. Dagligt fremstiller bruddet mere 1.000 tons kridtpulver, der fortrinsvis bliver brugt i papirsindustrien.

Der er ingen adgang til kridtbruddet, men der er et flot kig ned i det fra Hærvejen og fra trampestien, der går rundt om bruddet.

Roter din telefon