main menu
Boesdal Kalkbrud
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Boesdal Kalkbrud er et ganske stort, nu nedlagt brud mindre end to kilometer fra Rødvig. Kalkbruddet i dag er udlagt som rekreativt område med offentlig adgang, og det er virkeligt et besøg værd.

Bruddets vartegn er den 25 meter høje og 3.000 m2 store kegleformede lagerbygning, kaldet ’Pyramiden’. Man føler sig ganske lille, når man går rundt inde i den.

Pyramiden er oprindeligt bygget til at opbevare jordbrugskalk, der blev brudt og knust i bruddet. Den er bygget efter den form, en kalkbunke naturligt vil danne, når det bliver læsset af et transportbånd.

Foruden  jordbrugskalk, blev der også produceret brændt kalk til brug som mørtel og som fluss-middel (en proces, hvor urenheder fjernes) i stålfremstilling.

Fremstillingen af brændt kalk kræver en varmebehandling af kalken, som skete i de ovne, der står ved P-pladsen på bruddets nordøstlige kant. Her blev kalken (CaCO3) varmet op til ca. 1300°C, så den kemiske proces kunne forløbe, hvor CO2 blev udskilt og efterlod den meget reaktive brændte kalk (CaO).

Den flint, der var i kalken, havde ingen kommerciel værdi og blev derfor læsset af i havet ud for bruddet.

I dag ses det tydeligt, at flintestene på stranden ud fra Boesdal Kalkbrud er større og mere kantede end de runde flintesten, der ellers er så karakteristiske for strandene langs Stevns Klint. De runde flintesten, der kaldes for kugleflint, er dannet, hvor flint fra klinten er faldet ned på stranden og gennem århundreder har ligget og rullet i bølgernes brænding.

Udnyttelse af kalken startede i begyndelsen af 1900-tallet og sluttede i 1980’erne. Kalkbruddet ejes i dag af Stevns Kommune, og det er muligt at låne bruddet eller Pyramiden til organiserede arrangementer. Tilladelse skal søges hos kommunen, henvendelse: 56 57 50 54.

På Stevns Kommunes hjemmeside www.stevns.dk kan man se reglerne for brug af Boesdal Kalkbrud og en kalender for kommende arrangementer.

Hvordan finder du Boesdal Kalkbrud?

Boesdal ligger ca. 1,5 kilometer fra Rødvig i retning mod Højerup (ad Korsnæbsvej). I Boesdal drejes af ved Boesdalsvej mod sydøst. Vejen ender ved P-pladsen i bruddets nordøstlige del.

Ved P-pladsen ligger der handicaptoiletbygninger, og der er opsat informationstavler om bruddet og dets historie.

Det er muligt, omend besværligt, at gå på stranden mellem Boesdal Kalkbrud og Rødvig. En tur langs med stranden giver en fantastisk oplevelse af klinten.

På den sydlige side af Korsnæb dukker det verdensberømte Fiskeler op over havoverfladen og kan studeres på nærmeste hold. Fiskeleret udgør grænsen mellem Kridttiden og Tertiærtiden.

Stevns Kommune
www.stevns.dk
56 57 50 54
Roter din telefon