main menu
Vor Frue Kirke
Seværdigheder
Vor Frue Kirke
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Kirken er opført af to omgange. Ældst er koret fra 1300-tallet. Yngst er skibet, hvis byggeri kan følges i en korrespondance fra 1400-tallet. Kirken har smukke kalkmalerier. I selve koret ses Jesu fødselshistorie, i modsatte ende af kirken ses Jeppe Murer, en karikatur, som malerne har lavet i en frokostpause.

Gås 2

Vor Frue Kirke er opført af to omgange. Ældst er koret, formodentligt opført i 1300-tallet.

Yngst er skibet, hvis besværlige byggeri kan følges i en korrespondance fra midten af 1400-tallet. Her omtales, at der var økonomiske problemer med byggeriet, hvorfor paven gav aflad til alle, derbesøgte kirken på bestemte dage (og lagde en klat penge eller mere).

Bygningen, som den står i dag, afslører, at kirkegængernes bidrag ikke var store nok, så man måtte skære ned på ambitionerne: Et planlagt, højt kor blev opgivet, og det gamle kor har siden måttet tjene som kirkens kor.

I stedet for et højt midterskib med masser af lysindfald fra højtsiddende vinduerflankeret af sideskibe med selvstændige tagdækninger, lagde man ét stort tag ud over det hele – og sparede vinduerne.

Trappetårne ved skibets vestre ende blev heller aldrig ført op som planlagt. De skulle have hævet sig som småspir over tagfladen.

Kirkens indre er bestemt et besøg værd med sine smukke kalkmalerier.

Da det høje korparti aldrig blev bygget, fik man ikke en høj korbue, hvor krucifikset kunne hænge frit ned. I stedet har man sat korkrucifikset op på triumfvæggen over koråbningen og flankeret det med smukke malerier af Skt. Jacob, Jomfru Maria, Johannes og Andreas.

I selve koret ses Jesu fødselshistorie og i modsatte ende af kirken ses Jeppe Murer, en karikatur, som malerne måske har lavet i en frokostpause.

Kirkens overdådige altertavle blev i 1641 lavet af billedskærer Abel Schrøder den Yngre, der havde værksted i Næstved. Hans hovedværker kan foruden i Vordingborg ses i Præstø, Skt. Mortens Kirke i Næstved og Holmens Kirke i København.

Ved kirkens sydvesthjørne er ophængt envældig sød og fin 1400-tals trefløjet altertavle med Anna Selvtredje som centralmotiv (Jesusbarnet + mor Maria + mormor Anna). På sidefløjene er Marias opvækst beskrevet i pragtfulde, naive billeder.

Prøv engang, forsigtigt at lukke lågerne til: På ydersiderne ses Skt. Antonius og Skt. Sebastian.

Begge helgener var gode at påkalde mod pest:

Sankt Antonius kendes på det karakteristiske kors samt den lille klokke,der skræmmer djævle og dæmoner væk. Sankt Sebastian blev bundet til enpæl og beskudt med pile – uden at dø. Pilene blev symbol for pesten, der dræbte hurtigt og uventet.

Roter din telefon