main menu
Stevns Odde og Slusen
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Det fine åbne strandareal, der udgør Odden i dag er delvist skabt af det ændrede å-løb. I 1917 besluttede man, at ændre udløbet af Tryggevælde å og etablere en sluse mod Køge Bugt. Dette arbejde var færdigt i 1937.

På Odden afslører de fine stynede popler, hvor den gamle bro over åen har været. Området er yndet af fiskere, men også meget spædende for planteelskere.

Ved åen er fugtigt og her vokser en hel del af den gamle kulturplante kvan. Længere nede mod stranden bliver det til et egentligt strandsengareal med mange spændende planter. En del af dette område græsses.

Helt ude i flinten på stranden vokser den gamle farveplante vajd, der gav de svenske uniformer deres blå farve. Lavningerne i området er rester fra tidligere tiders udgravning af kugleflint.

Oppe mod Stevnsvej er et overdrevsareal, der om foråret farves blåt af nikkene kobjælder og senere lyserødt af engelskgræs og bakkenelliker.

Langs åen kan du fiske med gyldigt fiskekort. Men du kan også gå en dejlig rundtur ned langs åen, ind over Odden og tilbage langs med vandet. Et fint sted til aftenturen. Der er anlagt en handikapvenlig sti og fiskeplads.

Odden er ikke offentlig, men tilhører Vallø Stift, der dog på dette område tillader færdsel som på offentlige arealer.

Roter din telefon