Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere
I dag er mosen en stor dyrket flade med læhegn og plantninger for vildtet. Den gennemgående kanal og mindre tilstødende kanaler og grøfter røber afvandingen.
Mosefladen ligger uden bebyggelse med vide udsyn til bakkelandet i øst og kirkerne i Køng og Sværdborg. Stilheden brydes af lyden af færdsel fra landevejen Næstved-Vordingborg i vest og tog, der passerer på jernbanen i øst. På stille forårsaftenen høres vibeskrig og nattergalens klukken fra de små beplantninger. Jordbunden afslører dog den tidligere mose ved tørv med rester af ellerødder, fyrrebark og roddele af tagrør eller ved sneglegytje fra bunden af den oprindelige sø. I sommernætter, når “mosekonen” brygger, genopstår fortidens sø som en tågeflade.
I stenalderen for 11.000 til 8.500 år siden var mosen en stor lavvandet sø under tilgroning og tørvedannelse. I mosen og langs dens rand er der fundet 38 bopladser fra Maglemosekulturens jægere og fiskere.
Af hensyn til fiskeriet valgte man at bo så nær det åbne vand som muligt. De ældste bopladser ligger på fast land i moseranden, men efterhånden som søen groede til, fulgte man med ud på tørvefladen, hvor man dog kun kunne bo i sommerhalvåret.
Bevarede fiskeknogler og benodde fra fiskelystre viser, at man hovedsagelig har fanget gedder. I legetiden fra slutningen af marts til maj søger gedderne ind på lavt vand. De sanser da kun hinanden og er lette at stange med lyster eller bedøve med kølleslag.
Talrige knogler af urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin samt en række pelsdyr vidner dog også om jagt i de omgivende skove, mens fugle som flere andearter, gæs, svane, trane, hejre, fiskeørn og havørn m. fl. må være nedlagt ved søen.
Allerede for omkring 8.500 år siden var den lavvandede sø helt omdannet til mose med tæt bevoksning af tagrør, pil og el. Fund af enkelte pilespidser af flint fra den senere del af stenalderen tyder på, at man dengang har jaget fugle i mosen, og seglblade af flint kan stamme fra rørskær.
Sydøst for Køng på Vængesbjerggårds marker ud mod mosen er der fundet en boplads fra ældre jernalder for 2.000 år siden. Jernalderens landbrug var hovedsagelig baseret på kvægavl. Ved at rydde mosens ellekrat fik man enge til græsning og høslæt. På denne tid anvendte man også tørv til brændsel.
Således brugte man mosen helt til begyndelsen af 1930-erne. Afvandingen foregik gennem Køng Å mod nordvest til Dybsø Fjord. Ved forårets tøbrud var dog store dele af mosen oversvømmet.
En ung kvinde, der kom til Lundby en vinter som privatlærer for børnene på købmandsgården, skrev til en veninde: “Du skal komme her ned og besøge mig. Her er meget smukt. Fjorden går lige ind til byen”. Da veninden kom næste sommer, spurgte hun efter fjorden, men lærerinden svarede: “Ja, jeg kan ikke forstå det, for her var da en fjord i vinter”.
26. januar 1932 stiftede en række lodsejere Pumpelaget for Køng m. fl. Moser. Efter at have rejst den nødvendige kapital begyndte man på mosens afvanding. Afløbet blev rettet modsat det naturlige, idet man ned gennem mosen gravede en hovedkanal, som i nogen grad fulgte det gamle åløb.
Ved Fuglebækhuse ved Næstved-Vordingborg landevej blev der opført en pumpestation, som hævede vandet fra kanalen op i et afløb til Avnø Fjord. Ved anlæg af sidekanaler og dræn lykkedes det at afvande mosen så meget, at man under krigen 1939-45 og de nærmest følgende år kunne udnytte tørven til produktion af formbrændsel.
Dræningen medførte, at dyndet fra den oprindelige søbund i mosens centrale del svandt ind, så overfladen her nu ligger ca. 1 meter under havets overflade. Dette førte atter til vandsamlinger i vinterhalvåret og gentagne gravninger af dybere dræn, ligesom vandet fra de lave arealer må pumpes ud i hovedkanalen.
Oprindelig forhindrede mosen direkte færdsel mellem Køng og Lundby. Ville man østpå fra Køng, måtte man enten tage nord om mosen over Ring eller syd om over Kastelev. Da jernbanen i 1870 kom til Sydsjælland, anlagde man den nuværende vej over mosen for at skaffe forbindelse til stationen i Lundby.
Tekst: Axel Johansson
